Nothing, Nowhere. skaber perfekte popsange ud af emo og hiphop – på nær når han leger Logic

Nothing,Nowhere. er lidt en anomali i den sidste tids kærlighedsaffære mellem hiphop og emo.

For hvor det oftest er ret tydeligt, at kunstnerne i bølgen (som den afdøde genre-gudfader Lil Peep, Lil Lotus og senest også, æh, Princess Nokia) har deres udgangspunkt i hiphop, er Joe Mulherin snarere en emomusiker, der stedvis inkorporerer hiphop.

Produktionerne er oftest guitarbaserede, og selv når Mulherin rapper, er det tit i de sanglignende cadencer, der for tiden er populære i hiphopscenen. Hans forrige album, det fantastiske ’reaper’, havde endda en sang med det store 00’er-emoband Dashboard Confessional.

Men på det nye album er det som om, Nothing,Nowhere.-lyden er blevet mere rap-orienteret.

Ja, decideret konventionel rap, ikke bare hiphop: Mulherin har flere vers på sange som ’Better’, ’Ruiner’ og ’Changer’, der fokuserer på en slags overtydelig udpensling af hans følelser, der nikker mere til velmenende selvhjælpsrappere som Logic og NF end eksempelvis Lil Peeps mere komplekse stil.

Sangene har stadig virkelig stærke omkvæd (både ’Ruiner’ og ’Better’ får en sublim forløsning efter et par lidt akavede vers), men det føles stadig som om, Mulherin spiller lidt mod sine egne styrker, når han går all in på rappen.

Det er for eksempel knusende, hvor tonedøvt og ude af karakter det lyder, når han rapper klicheer som »I’m just being real / it’s how I feel / word is bond« på ’ruiner’.

Heldigvis er store dele af albummet stadig mere i den Nothing,Nowhere.-stil, vi kender. ’Sinker’ og ’Rejecter’ er dvælende emorap-ballader, der rammer et ekstremt ømt punkt mellem depression og outsider-romantik. »Passing like the season/ feeding all my demons / see you while I’m sleeping«, nynner han på sidstnævnte, før sangen klinger ud i en slags halvsøvnig falset.

Og så er der selvfølgelig den fantastiske førstesingle ’Hammer’, der føles som Nothing,Nowhere.-pendanten til Lil Peeps signatursang ’Beamer Boy’: En sang, hvor emo og hiphop virkelig flyder sammen i en slags sangrap-hymne, der på en eller anden underlig, paradoksal måde er både euforisk og depressiv. Det er ensomheden forhøjet til ideal.

Andre steder, som på ’Sayer’ og ’Vacanter’, viser Mulherin også sin evne til at forene emo og hiphopelementer til storslået, sørgelig og smuk pop. ’Sayer’ er en slags emoficering af en The Weeknd-sang, mens ’Vacanter’ bruger adlibs som en slags autotunede sorgudbrud i baggrunden.

Det gør, at man tilgiver ham for et par kiksede forsøg på at være den næste Logic. For når Nothing,Nowhere. er bedst, skaber han sange, der viser en virkelig original vej for, hvordan popmusik kan vokse ud af ældre emo-indflydelser og samtidens Soundcloud-rap.

---

Kort sagt:
Nothing,Nowhere. har skabt en række originale sange, der skaber popperler ved at blande hiphop og emo. Stedvis, som på ‘Hammer’, virker han som den mest oplagte arving til Lil Peep, der startede emorap-lyden, og som døde sidste år. Men en række sange skæmmes af klichefyldte rap-indlæg a la Logic.

Læs også: Soundcloud-rapperne lukker depressionen ind i hiphop – med hjælp fra emo, punk og grunge