Cecilie Dahlin er baseret halvt i København, halvt i London, og hun er helt og aldeles gribende med sine eksperimenterende, soniske eskapader udgivet under navnet Céci. Den lovende danske kunstner har netop delt en video til et af sine hidtil bedste og mest intense tracks, den pulserende ‘Heartbeat’.
Ligesom med selve tracket er videoen til ‘Heartbeat’ en rejse, der starter i det fragmenterede. Efterhånden som sangen skrider fremad, får man mere overblik over motivet, men det følelsesmæssige udtryk bliver kun mere kaotisk, intens og gennemtrængende.
»Sangen handler om at føle sig fanget i en relation. Ideen med videoen er at skabe et visuelt klaustrofobisk rum – konsekvensen af ikke at få mulighed for til at slippe fri fra de følelser, som kan binde én og holde en fast«, udtaler Dahlin.
Videoen er instrueret af Emilie Alstrup.
Læs også: For Céci er dansen altafgørende: »Hvorfor bevæger vi os til et beat?«