Produceren Cecilie Dahlin, der mixer sfærisk vokal med sønderrevet synth og tunge beats under aliasset Céci, lever sideløbende med studiet på Sonic College i London en både fysisk og mental nomadetilværelse. Rejser ind og ud af Danmark akkompagneres af gnistrende karrieredrømme.
For nyligt betød det for eksempel, at selv om kalenderen sagde studietur, måtte Dahlin i stedet passe sine koncerter og dj-sets.
»Jeg endte med at måtte skrive en erstatningsopgave om new age-musik«, fortæller Cecilie, da jeg møder hende, mens hun er et smut i København.
»Når man studerer lyddesign, arbejder man med mange genrer, og lige nu er jeg fascineret af nutidig ambient musik. Det er spændende, hvordan kroppen kan reagere på noget, der i virkeligheden bare er bølger i luften. Hvorfor bevæger vi os til et beat?«.
Netop lysten til at afsøge musikkens kropslige dimension var i første omgang det, der trak hende til London. Hun ville gerne danse og fik arrangeret et udvekslingsophold med fokus på krop og lyd. Siden blev hun boende.
»Alting har føltes mere åbent (i London, red.). Uanset hvem du er, og hvad du laver, så møder folk dig med en større åbenhed, end jeg har oplevet andre steder. Der hersker ingen jantelov, og folk måler dig ikke i, hvor mange followers du har på Instagram«, fortæller hun.
»Da vi skulle lave en video til ‘Detox’, tog det os kun tre dage fra planlægningsfasen, over skydning og redigering, til den blev gjort færdig i løbet af natten. Alt bliver til med en helt anden hastighed«.
Det at kunne arbejde hurtigt er tydeligvis alfa og omega. Også videoen til debut-ep’en ‘4/4’s tredje single ‘Tight’, der er filmet på en iPhone i Victoria Skatepark, blev hurtig realiseret.
»Min roomie er video editor og skulle egentlig have klippet den. Men han var taget til Stockholm i to dage, og imens lå jeg halvsyg derhjemme og kedede mig. Så kiggede jeg lige på den, og pludselig havde jeg klippet den færdig«.
Er du ikke lidt utålmodig?
»Jeg er sygt utålmodig og har brug for at føle, at jeg flytter mig. Når man først er videre i sit hoved, skal omgivelserne helst følge med«.
Det med selv at sætte skub i tingene har Cecilie gode erfaringer med i forvejen. Det ligger i hendes dna. Hun er vokset op i Nordjylland, og hun øvede sig aldrig før barndommens klavertimer. Selv om hun fik lært lidt akkorder, blev det hurtigt klart for hende selv, at der skulle ske noget andet.
»Bussen gik en gang i timen, og der var ventetid overalt. Jeg kedede mig! Så jeg begyndte at skrive sange. Udgangspunktet var nogle digte, jeg skrev, som jeg opdagede, at jeg kunne synge, hjulpet af de få akkorder, jeg havde lært«.
På den baggrund kastede det spirende talent sig ud i et singer/songwriter-projekt. Men billedet af den konventionelle, ubevægelige pianist var for statisk for hende.
»Når jeg spillede live, føltes det så stramt at sidde foran klaveret. Jeg var låst fast i de få akkorder, jeg kunne, og jeg havde brug for plads omkring mig. Jeg måtte bevæge mig og mærke musikken fysisk i kroppen. Jeg blev fascineret af Grimes og hendes ekstatiske ‘Visions’. Da det gik op for mig, at hun havde lavet det hele selv, satte jeg mig med min computer og gik i gang«.
I arbejdet med at producere og via overgangen fra analog til digital opstod Céci. Den unge musiker trådte ind i malstrømmen af sampling og dissonans og begyndte at lytte til sin egen krop.
»Når jeg producerer et nummer, så skal det kunne danses færdigt. Jeg sætter det på i studiet, og så danser jeg og redigerer samtidig. Der må ikke være noget, der skurrer. Når et nummer har fået den fysiske dimension, og jeg kan danse, indtil det er slut, så ved jeg, at den er der«.
Læs også: Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende danske navne