Art Brut

Ganske vist er Art Bruts erklærede mål i singlen ‘Formed a Band’: “We’re gonna be the band that writes the song that makes Israel and Palestine get along”. Men tro nu ikke, at London-kvintetten er det nyeste medlem af rock-aristokratiet, der spiller for og synger om fred, fordragelighed og gældsnedsættelse mens Bono, Helena Christensen og co. sidder og nikker i baggrunden.

Art Brut og debutalbummet ‘Bang Bang Rock & Roll’s univers har lidt mere jordnære dimensioner. Disse udstikkes af forsanger Eddie Argos personlige betragtninger og erfaringer, der blandt andet inkluderer problemer med at præstere, eller overhovedet få begyndt på sagerne, når man nu endelig har fået et kvindemenneske med hjem i køjen, som det er tilfældet i ‘Rusted Guns of Milan’: ‘I know I can, I know I can, I’m fine when I’m with my own hand’. Sådan kan det jo gå.

Argos er med sin hverdagsbaserede rendestens-poesi og heftige London-vokal, der slingrer mellem Johnny Rotten’sk vrængen og småsnottet snøvlen det absolutte trækplaster og charmerende midtpunkt i Art Brut.

Hans flabede, afvæbnende ukrukkede humor holdt på gadeplan lægger sig i slipstrømmen på andre londonske storbyrotter og skraldespands-troubadourer som den nu afdøde Ian Dury (ham med ‘Sex & Drugs & Rock & Roll’) fra halvfjerdserne og startfirserne samt i nyere tid Darren Hayman fra Hefner. Argos har dog ikke helt Haymans romantisk blødende hjerte.

Musikalsk er opskriften ganske ukompliceret for ikke at sige simpel. De 12 sange afvikles på et par og tredive minutter uden de helt store svinkeærinder. Art Brut har lige præcis den håndfuld rustne punk og rock-riffs og fornemmelse for melodi, der skal til for at gøre sange som ‘My Little Brother’ og kærligheds-oden ‘Emily Kane’ til uundgåeligt imødekommende og upolerede pop-sange, der sådan cirka går rent ind ved første lyt.

‘Bang Bang Rock & Roll’ er ingen sværvægter eller bevidshedsudvidende tour de force. Men det enkle, ligefremme, banale og indimellem småplatte humør og udtryk, der præger albummet har sin egen styrke og uskyld, der godt kan hamle op med udgivelser, der på papiret er mere seriøse og tungtvejende.

Art Brut. 'Bang Bang Rock & Roll'. Album. Fierce Panda/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af