Daniel Lanois
Et af de helt store navne indenfor producerverdenen kan såmænd også selv finde ud af lave plader. Navnet er Daniel Lanois, og fans af Dylan, U2 og Peter Gabriel har sikkert lagt mærke til det franskklingende navn på de respektive grupper og kunstneres pladeomslag.
Slutproduktet denne gang er dog slet ikke så poleret og pænt, som visse plader fra superproducerens hånd. Det er i stedet et mix af live- og studiesange. Her høres virkelig Lanois’ forkærlighed for ældre vintageudstyr. Lyden er nemlig på flere sange herlig skramlet, mens den er blød og behagelig, når der skiftes til countrymode. I flere af numrene, der er indspillet live uden alt for meget skruen på knapper bagefter, føles det nærmest som om bandet befinder sig lige ved siden af. En følelse af autencitet, som ikke mange plader formår at give.
Efter lidt mere end 37 minutter har man som lytter faktisk fået en god oplevelse ud af Lanois’ blanding af skramlet blues, kælen country og instrumentale numre. Og så skal det da lige nævnes, at nummeret ‘Stormy Sky’ inkluderer koryfæerne Emmylou Harris og Willie Nelson, der i skøn forening har lavet et hjertevarmt nummer, der bestemt også egner sig til en lille svingom med farmor.