Animal Collective
Vi skal på en ordentlig rundrejse i musikkens ellers nok så udforskede verden for at finde noget, der minder om amerikanske Animal Collective. En mere folket udgave af islandske Sigur Ros er et kvalificeret bud, men sagen er nærmere den, at Avey Tare, Panda Bear, Deaken, og Geologist, som de fire medlemmer kalder sig, ikke lige er sådan at sætte i genrebås.
Man må tænke sig lidt til, hvor de filmiske lydlandskaber kan være kommet fra, som der er ikke så få af på dyre-kollektivets ep, ‘Prospect Hummer’. Et udspil, der udkommer i kølvandet på efterhånden en god håndfuld album.
Selv om Animal Collective oprindeligt er fra New Yorks storbyjungle, er det imidlertid svært at forestille sig, at de skulle have fået deres musikalske inspiration fra betonblokke og bilos. Mere sandsynligt er det, at ensemblet har været et smut i de amerikanske sydstater og set på rødlige solnedgange i ørkenen, mens lidt orientalsk mad har simret henover det medbragte kogegrej.
Og det er bestemt ikke noget dårligt billede at frembringe på nethinden, når sommeren snart står for døren. Til de lyse nætter er et nummer som den hypnotiske ‘Baleen Sample’ tindrende smuk med sin intense blanding af repeterende guitarfigurer, sagte calypsotrommer og susende elektroniske lydflader.
Ligeså er det afdæmpede titelnummer; en trampende folk-sag med et mangestemmigt kor, som næppe er blevet fremsunget af bandmedlemmerne alene.
Fire numre er måske ikke alverden, men Animal Collective har med ‘Prospect Hummer’ alligevel formået at vække lysten til at høre endnu en langspiller fra det forunderlige amerikanske band med det pudserløjerlige bandnavn. Den må gerne komme snart.