- Hun har arbejdet med landets største stjerner. Nu udgiver hun sin første single: »Jeg håber virkelig, at de kan lide min egen musik også«
- Deres AI-sang storhitter i Sverige. Men da de hørte, hvad de havde skabt, blev de bange: »Det var et Oppenheimer-moment«
- Roskilde Festival: De fem største scoops i dagens store musikpakke
Evidence
Som respekteret og efterspurgt rapper samt medlem af Los Angeles-gruppen Dilated Peoples kommer man uundgåeligt til at tilbringe en del ventetid i diverse lufthavne verden over. Heldigvis for Evidence og os har han formået at udnytte tiden til at skrive rim til en ny ep, der godt nok ikke præsenterer nye sider af manden men til gengæld viser ham, når han er allerbedst.
Måske Evidence har fået hjemve, mens han sad i transithallen med laptoppen i skødet, for det er ikke de mange rejser, der fylder i teksterne men derimod hverdagens små op- og nedture i det solbeskinnede Californien. De historier har vi hørt fra ham før, men det er svært ikke at blive begejstret endnu engang, når ‘Mr. Slow Flow’ tager sit knastørre trademark-stemmebånd i brug.
De slæbende hiphop-beats er ligeledes hørt før, men niveauet er højt, og ved at holde sig til ti numre, undgår han den overmætningsfælde, Dilated Peoples ofte er faldet i. Når han så samtidig har fået hjemmedrengene Defari, Elzhi, Blu og The Alchemist til at stikke hovedet forbi studiet, kan det ikke gå galt. Og det gør det heller ikke: ‘The Layover’ er en udsøgt fornøjelse fra start til slut.
Evidence. 'The Layover EP'. Ep. Decon/VME.