Sebastien Grainger & The Mountains
Fredag aften på Roskilde Festival 2005. Sebastien Grainger har som trommeslager i den canadiske dancepunk-duo Death From Above 1979 indledt et støjangreb så brutalt, at det truer med at rive den lille Pavilion-scene fra hinanden. Her knap fire år senere er det unægtelig et noget andet udtryk, der er kendetegnende for debutalbummet fra Sebastien Grainger & The Mountains.
Hvor Death From Above 1979 virkede spændende og forfriskende, da de kom frem, er Graingers rutinemæssige rock noget mere tilbageskuende og desværre også lidt skuffende. Albummet kunne lige så godt være udgivet for 30 år siden, og der er ikke meget på det, som ikke er hørt før. De 12 numre svinger fra hårdtslående testosteronrock og klaverballader, der svinger sig op på det jævne, til ret forglemmelig stadionrock som i nummeret ‘I Hate My Friends’. God musik til at en biltur ud ad landevejen men ikke meget mere end det.
Til Graingers forsvar skal det siges, at der er en legende lethed og melodiøs kvalitet over numre som ‘American Names’ og førstesinglen ‘Who Do We Care For’. Men det er enkelte lyspunkter på et album, som mangler et par finpudsninger for at blive rigtig godt. Et indtryk der forstærkes, når man støder på en live-version af ‘I’m All Rage’ blandt de øvrige 11 studieindspilninger.