Nu hvor vi ikke får Halloween-gensyn med ‘Stranger Things’, kan man se frem til en ny gyserserie fra Netflix under titlen ‘The Haunting of Hill House’, der bygger på 1959-romanen af Shirley Jackson.
Historien følger nogle søskende, der voksede op i et berømt hjemsøgt hus, der stadig forfølger dem i voksenlivet. Da en familietragedie finder sted, må de nu voksne søskende mødes og konfrontere fortidens spøgelser, og det lader til at blive en rigtigt ubehagelig tur ned ad memory lane.
‘The Haunting of Hill House’ er blevet filmatiseret to gange før, men det er første gang, den udfoldes i serieformat. Serien er en moderne udgave af Jacksons fortælling skabt af Mike Flanagan, der også stod bag Netflix-filmen ‘Gerald’s Game’, og hvis cv desuden glimrer af gysertitler som ‘Hush’, ‘Oculus’ og ‘Ouija: Origin of Evil’. På rollelisten finder vi blandt andre Carla Gugino, Henry Thomas, Michiel Huisman og Timothy Hutton.
Serien får premiere på Netflix den 12. oktober.
Læs også: ’The Purge’: Seriespinoff af horrorhit er skuffende u-uhyggeligt