Phoenix
Det nye album fra franske Phoenix er let at høre, let at forstå og let at danse til. Og hvorfor gøre det sværere, end det er? De fire franskmænd svarer på spørgsmålet med et godt og melodisk album.
Phoenix udgav sit første album i 2000. I løbet af knap ti år og fire album har de fire franskmænd bevist deres evne til at skrue et gedigent hit sammen (tænk ‘If I Ever Feel Better’ og ‘Everything Is Everything’) af elementer fra pop, disco, funk og halvsofistikeret fransk caféhouse.
Det nye album er en anelse mere elektronisk end ‘It’s Never Been Like That’ fra 2006 (Philippe Zdar fra duoen Cassius er igen inde over) men er i det store hele stykket sammen af de gammelkendte elementer. Nummeret ‘Love Like a Sunset Pt. 1’ lyder således som Molokos ‘The Time Is Now’, nummeret ‘Fences’ har samme funky melankoli som Jamiroquai, mens flere andre numre minder om landsmændene fra Air.
De fire franskmænd formår at blande de genkendelige elementer og finde den indpakning, som præsenterer melodierne bedst, og dermed at lave et originalt album med både oplagte hits og nogle interessante passager – ikke mindst den fire minutter lange intro til ‘Love Like a Sunset Pt. 1’ og det nærmest krautrockede c-stykke i ‘Lisztomania’.