Diverse

‘The Kings of…’-serien har nu forsøgt sig med en hiphopintroduktion, og den er vellykket som sådan. Det giver nærmest sig selv med DJ Premier og Mr.Thing som ‘udvalgsformand’ for hver deres kanon. Glædeligt er det, at man med dette dobbeltalbum giver enhver lytter et indblik i, hvor hiphoppen startede, havde og har sine rødder.

DJ Premier har på sin halvdel af dobbeltalbummet valgt at lade den funkede, soulede og jazzede hiphopfortid flyde i bølger af stemninger. Her er plads til Nina Simones melankolske og dybtfølte ‘Don’t Explain’ og funky letlevende viser som ‘In the Midnight Hour’ af Wilson Pickett. Hvor hiphop-elskeren bøjer sig i støvet, mens fingrene kribler af lyst til at brække numrene op, hive lydsporet ud og invitere en ‘svedig’ rapper henover.

Med det andet album, som Mr. Thing står bag, bliver disse abstinenser afløst af en nikken med nakken, hvor resten af kroppen hurtigt følger med. Man sættes på fornemste vis ind i en osteklokke og føres 10-15 år tilbage til den traditionelle hiphop, hvor Pete Rock stadig hang med CL Smooth og Eric B med Rakim. Rappen var tydeligt udtalt og takten heri monoton. Hiphoppen havde kun én kerne og blev spyttet ud ligeså umiddelbart, som den blev født.

Ærgerligt er det dog bare, at de to kapaciteter ikke træder mere aktivt ind i de respektive album end ved skamfuldt at nedtone volumen førend nummeret har bragt sin afslutning med sig.

Diverse. 'The Kings of Hip Hop'. Album. K7/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af