Gossip

Hvis du kan komme op med en sejere rock-rollemodel end Beth Ditto, så giver jeg en omgang. For selvom hun og resten af Gossip (der nu har droppet det start-00’er-agtige ‘The’) sætter indie-creeden på højkant med skiftet til pladeselskabsmastodonten Colombia forud for deres fjerde studiealbum, skal man ikke mange tørt huggende takter ind i åbningsnummeret, før man kan konstatere, at fascinationskraften er intakt.

For selvom – eller måske netop fordi – ‘Dimestore Diamond’s ulmende punkrockglød aldrig detonerer, fanges man ind af Dittos vokal-urkraft, der her nøjes med at cruise kontrolleret med diskret antydning af, at noget større er i vente. Og fornemmelsen holder stik, når garagerock-trekløveret folder sig ud på singleforløberen ‘Heavy Cross’, der toner rent discorock-flag, mens forsangerinden slynger sig hjemmevant mellem tight trommeprik, kantede guitargreb og blidt bumlende basakkorder.

Netop tilføjelsen af mindre garagerockede elementer falder en i ørerne. Rockpuritanere vil hviske i krogene om kunstnerisk udsalg, men har man et gram af danseglæde i livet, bør man glæde sig over den ubesværede måde, gruppens undergrunds-etos ubesværet indoptager de nye lyttevenlige tendenser på fødte ørehængere som ‘Pop Goes the World’, ‘Love and Let Love’ og ‘Four Letter Word’.

Netop al den snak om kærlighed spærrer dog lidt for den kontante politiske bevidsthed, der alle dage har været en del af Gossips upolerede charme. Men når man i stedet får en melodisk helstøbt albumoplevelse med en uovertruffen moderne rockdiva i fuld firspring, lever man fint med den detalje.

Gossip. 'Music For Men'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af