Niobe

Electronicaen har det mere end fint i tyskernes land. Det er en genre, hvor kunstnere spytter album ud, som en vis eks-overforbrugsministers mand spenderer penge.

I dette tilfælde er det Niobe, der består af den kønne tyske pige Yvonne Cornelius, der er baseret i det innovative og eksperimenterende Köln. Her fra udgiver hun syret electronica, der i bedste fald lyder som et anstændigt bud på folkatronica, men ellers lyder som infernalsk og intetsigende støj. I det hele taget undrer det, at hun får lov til at udgive et helt album, og ikke kun en maxisingle eller, hvis bølgerne skal gå højt, en ep.

Bag knapperne sidder Andi Toma fra et af de største Köln-navne, Mouse On Mars. Deres syrede univers går igen på Niobes album, men uden megen held. Beats er der stort set ingen af på pladen, og når de endelig er der, er det i så synkoperede udgaver, at meningen mildest talt er umulig at høre. Cornelius’ force ligger utvivlsomt i stemmen, og den sikrer hende en vis eksistensberettigelse.

Det er på numre, hvor hun henter inspiration fra fjernøsten, Sydamerika og Afrika, at man begynder at forstå, at Niobe nu har to album bag sig. ‘Good Old Owl’ formår at frembringe en filmisk og støvet atmosfære, der går ind under huden på en. Det samme gør ‘Time Too Slow’. Begge er nærmest ikke-elektroniske. De består af Niobes flotte vokal og så en smuk og afdæmpet akustisk spanskinspireret guitar. Derudover er der kun afslutningsnummeret ‘Surprise’, der med sine stryger- og vokalharmonier er med til at hæve niveauet, uden at albummer af den grund består.