En trio af prominente kvinder fra serieland står bag den kommende komedieserie ’Russian Doll’, som netop har fået en trailer. Der er tale om Amy Poehler, ikke mindst t fra ’Parks and Recreation’, Natasha Lyonne, senest set i ’Orange Is the New Black’, og Leslye Headland, instruktøren bag serien ’Heathers’ og komediefilm som ’Bachelorette’ og ’Sleeping with Other People’.
I ’Russian Doll’ er Nadia (Natasha Lyonne) fanget i mareridtet om at være til en fest, man bare ikke kan slippe væk fra – hun er tvunget til at gennemleve den samme aften igen og igen, hver gang med dødelig udgang, som bringer hende tilbage til aftenens begyndelse.
Den drabeligere version af ’Groundhog Day’, der næsten lyder som en komedieudgave af gyseren ’Happy Death Day’ fra 2017, fører hende rundt i krogene af New Yorks gader, hvor hun forsøger at finde en vej ud af den uendelige aften.
Lyonne besætter både hovedrollen og er medforfatter og -instruktør sammen med Headland. På instruktørholdet er også Jamie Babbit, der før har arbejdet på blandt andet ’Girls’, ’Silicon Valley’ og ’Gilmore Girls’.
Andre på rollelisten er Dascha Polanco, som spillede over for Lyonne i ’Orange Is the New Black’, Chloë Sevigny fra ’American Horror Story’ og ’The Mindy Project’, Elisabeth Ashley senest set i ’Oceans’s Eight’, Greta Lee og Yul Vazquez.
Serien har otte afsnit og får premiere 1. februar på Netflix.
Læs også: De 20 mest ventede nye serier i 2019