Netflix er alvorligt bekymret over folks Ted Bundy-besættelse

Netflix er alvorligt bekymret over folks Ted Bundy-besættelse
Ted Bundy

For en uges tid siden lå Netflix’ nye true crime-serie ‘Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ om seriemorderen Ted Bundy klar til streaming. Siden er populariteten omkring psykopaten med det ualmindeligt pæne og polerede ydre eksploderet på de sociale medier, og det bekymrer Netflix.

For Bundy, der blev dømt for at have myrdet mere end 30 kvinder op gennem 1970’erne, er åbenbart en tillokkende mand, og flere har tilkendegivet deres tiltrækning af ham via Twitter.

»Det faktum, at jeg er vild med Ted fra ‘The Bundy Tapes’, bekymrer mig seriøst« og »Ted Bundy var faktisk lidt hot«, er bare nogle af de tweets, der er i omløb.

Sexificeringen af Bundy har fået Netflix til at reagere og minde folk om, at han faktisk er en af verdens mest berygtede seriemordere, som har flere uskyldige menneskeliv på samvittigheden. I et tweet skriver Netflix:

»Jeg har set en masse snak om Ted Bundys påståede lækkerhed, og jeg vil venligt minde jer alle om, at der bogstavelig talt er TUSINDVIS af lækre, ledige mænd – som næsten alle sammen ikke er dømte seriemordere«.

Det er måske ikke så underligt, at Ted Bundy 30 år efter sin død får så meget positiv opmærksomhed. For Netflix’ dokumentarserie samt den nye film ‘Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’, der har Zac Efron i hovedrollen som Bundy, kommer midt i en tid, hvor true crime og seriemorderpodcasts er brændende hot – både i udlandet og i Danmark.

Læs også: Anmeldelse af ’Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ – Netflix-serie bliver selv en del af myten om den smukke seriemorder

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af