Juice WRLD er i sine følelsers vold på ‘Death Race For Love’
Juice WRLD er en af de sidste Soundcloud-rappere, der stadig er aktuel. Sammen med afdøde XXXTentacion og Lil Peep er han den kunster, der bedst portrætterer nutidens ungdom, der lider af seriøst håb-underskud, har et hjerte, der er ligeså hårdfør som en porcelænsvase, og som lever på kanten af en overdosis – af stoffer, men også af eksistentiel angst.
Juice WLRD har fra starten dyrket emo-æstetikken. Debutalbummet ‘Goodbye & Good Riddance’ var et ensidet, men gennemført dyk helt ned i depressionen og ulykkelig kærlighed. ‘Death Race for Love’ bygger videre på samme stemning, men Juice WRLD vil også mere. Det er både godt og skidt.
‘Hear Me Calling’ er et overraskende velfungerende dancehall-eksperiment. Rapperen slipper også godt fra den Playboi Carti-emulerende ‘Feeling’, og på ‘Syphilis’ giver han sit bud på 6ix9ines råbeflow. Værre går det på ‘Ring Ring’, hvor den forvrængede guitar falder for langt ned i emo-grøften, og i det hele taget er der flere numre, der godt kunne være skåret fra. Ikke fordi de er ubetinget dårlige, bare unødvendige.
Selv om Juice WLRD har succes med at prøve noget nyt, er han stadig stærkest i sin idiosynkratiske emorap, og på ‘Desire’ og ‘Won’t Let Go’ gør rapperen det, han gør allerbedst. ‘Fast’ er et af de absolutte højdepunkter – guitarakkorderne, trap-trommerne og de svævende synths er den perfekte baggrund for Juice WLRD’s vokal og (næsten grinagtigt) lidende linjer: » I ain’t see it coming / but it still came / I’m talkin ‘bout life, ayy / I been living fast, fast, fast / feeling really bad, bad, bad, bad«. Og hvis der er én ting, Juice WLRD altid har haft, er det en vokal, der vil noget.
Han er en solid rapper, og han kan freestyle fra han står op til han går i seng. Men det er også tydeligt, at der nok ikke er så meget filter – tingene kommer ud, som de kommer ud. Det er ikke altid dybde, der præger teksterne, og Juice WRLD falder ofte tilbage på de samme floskler om stoffer, depression og de kvinder, der har forladt ham. Og for et album udgivet på kvindernes kampdag har albummet et lidt ærgerligt kvindesyn, hvor Juice WLRD veksler mellem at være love junkie og vred ekskæreste. Han giver sine indre dæmoner carte blanche til at sige, hvad de vil.
Albummet er i det hele taget lidt overdrevet og overgjort, men med 22 sange og et cover, der ligner noget fra et 90’er-arkadespil, er det også åbenlyst, at det ikke er her, man skal lede efter god smag og mådehold. Det er der ikke plads til, når følelserne koger over.
I sidste ende må man spørge sig selv: Betyder det noget, om Juice WRLD har lavet et godt album? Svaret er nok mere nej end ja. Som mange andre af dagens rappere er Juice WRLD mest af alt en følelse. Vi stiller andre krav til kunstnere nu. Ikke højere, bare anderledes. For som album er ‘Death Race For Love’ rodet og selvfølgelig for langt. Men Generation Z leder ikke efter nogen, der kan skabe et fuldendt album – ingen har overskud til at forholde sig til det alligevel.
De leder efter nogen, der forstår dem, føler med dem, ser verden som dem. Det gør Juice WRLD, og han påtager sig rollen allerede på albummets åbner ‘Empty’: »Yeah, I was put here to lead the lost souls / exhale depression as the wind blows«. Vi er alle fortabte, og Juice WLRD er her til at lede paraden af tabte sjæle mod verdens ende.
Kort sagt:
Juice WRLD prøver både nye ting og leverer mere af den emorap, vi kender ham for, på det følelsesladede og tunge ‘Death Race For Love’, der trods sin længde og overfyldthed leverer stærke øjeblikke.
Læs interview: Juice WRLD skal løfte emorap-arven fra Lil Peep og XXXTentacion