Heartland Festival føjer i dag ni nye navne til musikprogrammet, som hermed er næsten komplet: »Med dagens annoncering er vi nu 95 procent i mål med musikprogrammet«, siger musikprogramchef og direktør for Heartland, Ulrik Ørum-Petersen, således i en pressemeddelelse.
Dagens nye navne:
Hot Chip – 1. juni
The Minds of 99 – 31. maj
Tina Dickow – 30. maj
Den Sorte Skole – 31. maj
Seinabo Sey – 1. juni
Laid Back – 30. maj
Tim Christensen – 31. maj
Mads Langer – 30. maj
Steen Jørgensen – 1. juni
Dagens pakke består mestendels af danske navne, men toppes af britiske Hop Chip, som her 15 år efter debutalbummet ‘Coming on Strong’ stadig skulle være i stand til at starte en fest. Hertil er der også besøg fra den svenske soulsanger Seinabo Sey, som sidste år udgav det fornemme ‘I’m a Dream’-album.
Den Sorte Skole er sat til at lukke Highland-scenen fredag aften, og så spiller Tim Christensen, Mads Langer og Steen Jørgensen alle som en del af konceptet ‘Acoustic evenings’. Som navnet antyder bliver der tale om akustiske koncerter, som kommer til at foregå inde i Talk-teltets mere intime rammer.
Med dagens annonceringer er der nu offentliggjort 29 navne til årets musikprogram, men der er altså stadig lige plads til et par enkelte mere.
Heartland Festival finder sted 30. maj-1. juni ved Egeskov Slot på Fyn. Årets headlinere tæller Solange, The Smashing Pumpkins, The Raconteurs, Die Antwoord og The Good, the Bad & the Queen.