Adem

Den britiske singer-songwriter Adem har på sine hidtidige to album fra 2004 og 2006 serveret sine egne sentimentale sange, der har høstet sin ros rundt omkring. I årtiet fra 1991 til 2001 har han imidlertid fiflet rundt med andre kunstneres sange, og 12 af disse er nu samlet på ‘Takes’.

Adems musikalske udtryk er som regel meget skrabet, og på flere af numrene er det instrumentale lydbillede barberet ned til det allermest enkle, mens andre får tilført simple, elektroniske elementer. Det fungerer fint på dEUS-nummeret ‘Hotellounge’, hvor en ensom cello væver en foruroligende stemning frem.

Et andet højdepunkt er den smukt fremførte Yo La Tengo-sang ‘Tears Are in Your Eyes’, hvor den akustiske guitar og det enkle klaverspil står godt til Adems sørgmodige vokal. At tage ejerskab af en anden kunstners værk på denne måde er virkelig stærkt.

Det er straks værre med den uheldige fortolkning af Smashing Pumpkins-nummeret ‘Starla’, hvor guitarspillet og diverse rasleinstrumenter slet ikke tjener originalversionen ære. ‘Takes’ er således en temmelig ujævn størrelse, hvor Adem formår at gøre nogle af numrene til sine egne og rammer fælt ved siden af med andre.

Adem. 'Takes'. Album. Domino/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af