- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Iceages bedste album lyder stadigvæk lige så friskt, vildt og kompromisløst som i 2014
R. Kelly & Jay-Z
Jay-Z og R. Kelly har leveret en efterfølger til deres fælles projekt ‘Best of Both Worlds’. Her er tale om et album, som er stilet til MTV og kødmarkedet på diverse klubber.
På trods af at de to kanoner kan få Joakim von And til at ligne en afdanket tigger, så går de stadig efter guldet. Men det betyder ikke, at der er kommet nye boller på suppen, for ‘Unfinished Business’ er som at se Linie 3 i tv – set og hørt før. Det skyldes blandt andet, at ‘The Return’ og ‘Big Chips’ rummer hastige soulsamples fra Slick Rick, Doug E. Fresh med flere. De to sidstnævnte legender optræder selv på remixet af ‘Return’, hvilket sparker nummeret en tand op.
Rapmæssigt er ganja, glitter og girls temaerne, som også Twista og Foxy Brown kan være med på. Beatene er simple. Hand-clap, synthesizer og bas. De kunne snildt være produceret af P. Diddy, rappens Claude Monet, men det er dog ikke tilfældet. I stedet er det blandt andet Young Guru og Spanador, som har stået for produktionen.
Desværre kræver Jay-Z’s og R. Kellys karismatiske egoer hver især for meget opmærksomhed til at give en oplevelse af et fælles udtryk. De numre, som fungerer bedst, er dem, hvor det enten er Jay-Z eller R. Kelly, der dominerer. To albums ville nok have været bedre end dette ene.
R. Kelly & Jay-Z. 'Unfinished Business'. Album. zomba recording,BMG,Def Jam,.