Ariel Pink

Ariel Pinks fire år gamle båndoptagelser kunne let være endt som et mystisk levn fra en forunderlig tid, som man måske ikke ville være helt sikker på var 1999-2000, hvis ikke det var fordi, de var placeret på en cd-rom.

De blev imidlertid samlet op af de navnkundige og ikke meget mindre mærkelige Animal Collective, der faldt for Pinks musikalske udskejelser og nu udgiver dem på deres selskab Paw Tracks.

Det er gennemført lo-fi, men samtidig også et af de få tilfælde, hvor den manglende kvalitet bliver ophøjet til en gennemgående kvalitet i sig selv. Hvor formen ikke bare er et mål i sig selv, men et middel til at understrege den gennemgående ide. Både mellem og igennem numrene buldrer det dynamisk mellem glamrock, små psykedeliske symfonier, storslået discopop og mere renskuret garage-lyd. Den minimale opsætning, der på imponerende vis løfter illusionen til en helhed, består blot af en guitar, et keyboard, sang og gennemført elegant opklippet human beatbox.

Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, hvad det lyder mest som; et spolebånd, der har ligget for længe i den californiske sol, eller en rejse frem og tilbage på radioens FM-bånd, hvor frekvenserne samtidig er forsynet med de sidste 30 år pop-rock fra den amerikanske vestkyst som en ekstra dimension. I hvert fald er det en spændende udfordring.

Ariel Pink. 'The Doldrums'. Album. Paw Tracks/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af