- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
V/A mixed by Morgan Geist
Den amerikanske dj, producer og pladeselskabsejer Morgan Geist har med denne udgivelse givet os alle chancen for at (gen)opleve slutningen af 70’erne og starten af 80’erne.
Ørerne bliver fyldt med obskure og ofte geniale numre fra perioden 1978-1985, der hele vejen igennem holder sig til diskoen og funken som de bærende elementer. Det kan lyde som noget man har hørt før, men Morgan Geist undlader på fornemste vis at præsentere os for det gængse og fortærskede fra perioden.
Dette er ‘UnClassics’, som der indledningsvist bliver sagt på pladen, og så er vi i gang. Med Morgan Geist som guide rejser vi tilbage til i tiden og oplever, at musikken fra den gang aldrig har været mere levende. I autenticitet, kreativitet og frækhed overgår det meget af den musik, vi udsættes for anno 2004.
Rejsen tager en lille time, hvor funky basgange og lirede guitarriffs supplerer hinanden til nærmest perfektion samtidig med at de afvekslende og anderledes vokaler udstyrer én med en uforlignelig lethed og lyst til at være med. Især skal mixene af
Discotheques ‘Disco Special’, Margueritas’ ‘Margherita’ og Victors ‘Go On Do It’ fremhæves. De formår alle at forene det iørefaldende med det sublime, og sjældent har noget fra denne periode lydt bedre.
Humøret kan ikke andet end være i top både under og efter aflytningen af denne plade. En anden compilation-serie, ‘Pulp Fusion’, har tidligere serveret firestjernet disko til de houseglade i det 21. århundrede, men med ‘UnClassics’ er retten nu femstjernet. Med Morgan Geists øre synes intet tilfældigt eller ligegyldigt. Alt er snarere ideelt, og det kan man ikke andet end blive meget glad for.
V/A mixed by Morgan Geist. 'Unclassics'. Album. Environ LLC/VME.