Subtle

Det amerikanske indie-hiphop-sekstet har skruet ned for rappen og givet electro-rocken frit løb og ekstremt vide rammer på deres tredje, regulære album. Sangene er blevet en anelse mere tilgængelige, hvilket i Subtle regi på ingen måde udelukker flænsende guitarer, skurrende klangflader og støj i overmål.

Den neurotiske frontfigur, sanger og rapper Doseone giver endnu engang prøver på sin mildest talt obskure og mystiske tankegang, der omfatter talende dødningehoveder og onde fugle på jagt. Det kræver en pæn bunke koncentration i første omgang at udrede vokalen og dernæst at forstå den. Det er heldigvis ikke nødvendigt at få al lyrikken med for at føle desperationen og angsten i det mørke univers, der præger albummet.

Det store problem er, at ingen af sangene rigtigt stikker ud eller sætter sig fast i hukommelsen, og hurtigt bliver ‘Exiting Arm’ til en musikalsk tåge, der lægger sig tykt i rummet. ‘Unlikely Rock Shock’ er dog en forfriskende afstikker med boblende bas og messende rap, ligesom ‘Gonebones’ med dets utallige overraskelser undervejs kræver opmærksomhed.

Subtle har masser af kreativitet og mod på eksperimenter, men det er desværre kun i få momenter ad gangen, de går op i en hørere enhed.

Subtle. 'ExitingARM'. Album. Lex/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af