’Ice on Fire’: Leonardo DiCaprios foruroligende klimadokumentar tænder et lille lys af håb
Lige fra start er ’Ice on Fire’ en foruroligende film. Her bliver fortællerstemmen i Leila Conners’ dokumentar nemlig nødt til at understrege, at den bygger på veldokumenterede facts fra mange års forskning. Det burde jo være alment kendt, at de historisk markante klimaforandringer sker som konsekvens af menneskelig adfærd, men ’Ice on Fire’s åbningslinjer indikerer, at mange mennesker stadigvæk ikke har indset alvoren.
Fortællerstemmen tilhører Leonardo DiCaprio, der siden 1998 har taget kampen op for naturen og klimaet med sin organisation Leonardo DiCaprio Foundation. Faktisk er det anden gang, han samarbejder med instruktør Leila Conners, da han tilbage i 2007 medvirkede i filmen ’The 11th Hour’ om præcis det samme emne. For tre år siden krævede han igen handling gennem filmmediet med ’Before the Flood’, hvori han rejste rundt i verden for at dokumentere klimaforandringernes uhyggelige konsekvenser.
De potentielt skræmmende fremtidsprognoser fylder også i ’Ice on Fire’s første halve time. En række forskere forklarer i interviews om en mulig internationalt sikkerhedskatastrofe med millionvis af klimaflygtninge, oversvømmelser af store landområder og faretruende forværring af afgrødeproduktion i tropiske områder. Mange af dem står placeret i de frodige eller isede omgivelser, som er under kraftig forandring.
Imens klipper filmen til internationale avisoverskrifter som »Varmeste måned nogensinde registreret på Jorden«, placeret oven på den slags flydende droneskud af landskaber, som dominerer de fleste naturdokumentarer. Andre steder spoles der hurtigt gennem statiske skud, så skyerne flyver hurtigt over himlen.
’Ice on Fire’ er kompetent sammensat, men den skiller sig ikke visuelt eller formmæssigt ud fra genren, og til tider er den faktisk en kende tung at komme igennem. Der er meget information at indtage, og selvom man nok er klar over klodens dårlige odds på forhånd, er det hårdt at få dem genopfrisket. Hårdt, men bestemt også nødvendigt.
En anden nødvendighed er de forskellige figurer og animationer, som undervejs forklarer de biologiske processer bag klimaforandringerne. Det er hverken specielt underholdende eller sexet at komme tilbage på skolebænken for at få opfrisket formlen for fotosyntese. Igen er oplysning forståeligt det vigtigste formål.
’Ice on Fire’s styrke ligger ikke så meget i optegningen af en mulig katastrofal fremtid, men i det lille lys, der også tændes i filmens sidste to tredjedele. Det er her, de fleste vil lære noget nyt, når videnskabsfolkene taler løsninger, der kan bringe menneskets udledning af drivhusgasser ned og i sidste ende helt stoppe det.
Forskerne fortæller, at teknologien er klar, og at de bæredygtige energiformer kun bliver billigere fra nu af. Der er ingen tvivl om, at det vil kunne svare sig økonomisk og samtidig gøre verden til et bedre sted.
Men hvor optimistisk tør man være? Heldigvis er filmen ingenlunde jubeloptimistisk, men holder fast i sagligheden. Det kan lade sig gøre at vende udviklingen, men det kræver investeringer fra magthaverne. Nu.
Inden da har man hørt en udtalelse fra en af disse magthavere, Donald Trump, der erklærer, at »krigen mod kul er slut«.
Jeg håber, at ’Ice on Fire’ kan rykke ved noget, men følelsen af en foruroligende fremtid holder ved.
Kort sagt:
Man håber inderligt, at folk i magtfulde positioner lytter til klimadokumentaren ’Ice on Fire’, der, ledt an af Leonardo DiCaprios fortællerstemme, både tegner et billede af en potentielt katastrofal fremtid og kommer med flere løsningsforslag, der kan forhindre det dystre scenarie.
Læs også: De 25 bedste dokumentarfilm på Netflix lige nu