Child’s Play: Mark Hamill er superb som dræberdukken Chucky
I en af de mest kreative marketingskampagner længe, kunne man på flere plakater opleve en figur, som tog livet af de skønne ’Toy Story’-karakterer én efter én.
Morderen var den legendariske dræberdukke Chucky og anledningen var den amerikanske premiere på remaket af filmen ’Child’s Play’, der faldt samme dag som fjerde kapitel i sagaen om Woody, Buzz og co. Det var en perfekt promovering, som fangede den løsslupne og kulsorte humor, der med tiden blev synonym med Chucky-franchisen.
Filmens to primære dukkeførere, instruktør Lars Klevberg og manusforfatter Tyler Burton Smith, har en stor og tung skygge over sig, når de skal leve op til den oprindelige horrorklassiker og tilfredsstille dens mange die-hard fans.
I denne ombæring er der hverken voodoo eller en psykotisk seriemorder, som prøver at undgå døden. I stedet har teknologivirksomheden Kaslan udviklet en såkaldt ’Buddi’-dukke, der på bedste Alexa-vis kan styre al elektronik i hjemmet. Ja, sågar ens selvkørende biler. Og så er den også den perfekte kammerat og beskytter til børn.
Drengen Andy (Gabriel Bateman) er lige flyttet til Chicago sammen med sin mor Karen (Aubrey Plaza), som arbejder i et supermarked. En dag kommer en kunde og vil bytte en defekt dukke. Da Andy snart har fødselsdag og Karen gerne vil opmuntre ham ovenpå flytningen, beslutter hun sig for at snuppe den med hjem.
Det bliver dog hurtigt klart, at noget er off, da dukken i stedet for at tage imod det navn, som Andy giver den, døber sig selv. Dræberdukken Chucky (Mark Hamill i en superb stemme-casting) er født.
Grundlæggende er ‘Child’s Play’ en mareridtsfilm om, hvor galt det kan gå, når en af genstandene i vores »internet af ting« går i stykker. En karakter kommenterer da også tidligt i filmen, før det hele går amok, at det er sådan her robot-apokalypsen starter.
Og der er også noget om snakken, når ’Breaking Bad’-versionen af Pinocchio finder den skarpeste kniv i skuffen og begynder at gøre forskellige personer til ufrivillige bloddonorer i litervis – hele tiden med et galgenhumoristisk glimt i øjet.
»Are we having fun now?«, spørger dukken flere gange med Hamills isende stemme. Der er noget tragisk over en karakter, som ikke har evnerne til at skelne mellem rigtigt og forkert. Men når ens ledestjerne i livet er en 13-årig knægt, som griner højlydt, mens han ser den vildeste splatterfilm, er der ikke noget at sige til, at det er svært at finde ud af, hvordan man egentlig bør opføre sig.
I sidste ende vil Chucky bare være venner med Andy og sørge for, at han er glad hele tiden, hvilket et eller andet sted er svært ikke at fatte sympati for. Så er det til at se gennem fingre med, at hans tilnærmelser kommer til udtryk gennem diverse former for menneskelemlæstelse.
Burton Smiths manus er præcis så kækt og kvikt, som man kunne have håbet på med sin vekslen mellem seriøsitet og syleskarpe jokes. Replikkerne er grotesk morsomme: »This is for Tupac« lagde salen flad af grin.
Der skal selvfølgelig lyde en stor cadeau til manden bag stemmen, Mark Hamill. Hvad enten han skal formidle den uskyldige og blåøjede del af Chucky eller den rødøjede og morderiske del, så formår han at tage ejerskab over karakteren.
Efter de 90 minutter har man lyst til at være ven med Chucky, mens man på den anden side på INGEN måde har lyst til at få ham indenfor i huset – for hvad nu hvis han bliver træt af dig?
Kort sagt:
’Child’s Play’ har den perfekte kombination af blod og humor til at tilfredsstille både fans af originalen og ny-tilkomne. Suveræn underholdning!
Læs også: Anmeldelse af Midsommar – Djævelsk mareridt i de svenske skove klæber sig til hukommelsen