INTERVIEW. Danske Claes Bang har fået et hav af internationale stempler i karrierepasset, siden den svenske instruktør Ruben Östlunds sortsatiriske genistreg ’The Square’ vandt Guldpalmen på Cannes-festivalen i 2018, og hovedrolleindehaver Bangs stjerne eksploderede over night.
»På halvandet år har jeg indspillet fem film, en miniserie og en dramaserie i 10 afsnit«, fortæller skuespilleren (træt, men begejstret) da jeg møder ham for at tale om sidstnævnte: En stor birolle i ’The Affair’s femte sæson, der netop har fået premiere på HBO Nordic.
Interviewets kaffebord er sat i en af Hotel D’Angleterres statelige suiter, der tilfører arrangementet et passende strejf af oldschool-glamour til at matche 51-årige Bangs Hollywood-klassiske leading man-karisma (han er en af få skuespillere, der rent faktisk er så tårnhøj, som han ser ud på skærmen, om end han fremstår yngre IRL), og da han høfligt skænker kaffe op, mindes jeg om, hvorfor hans Cannes-hype sidste år ligefrem affødte hashtagget #Bangforbond i kølvandet på ’The Square’s succes.
Dansker eller ej: Få ligner sgu en Bond som Bang. I stedet fik han imidlertid hovedrollen som en anden hemmelighedsfuld, hårdtslående kultgentleman fra engelsk litteratur, Dracula, i en ambitiøs miniserie fra skaberne af ’Sherlock’.
Men mere om det senere, for først skal det altså handle om ’The Affair’, Showtimes evigt tvetydige he said/she said-saga, hvis første anmelderroste sæson vandt en Golden Globe for bedste dramaserie foran ’Game of Thrones’ i 2015. Serien genforener Bang med ’The Square’-kollegaen og ’The Wire’-ikonet Dominic West, der over årene har gjort sin selvfede Noah Solloway-karakter til serielands måske fremmeligste eksempel på navlepillende toxic masculinity. Selv spiller Bang superstjernen Sasha, der kaster sig ud i en filmatisering af Noahs selvbiografiske knald(e)roman og undervejs forelsker sig i Noahs ekskone Helen (Golden Globe-vinder Maura Tierney) – en udvikling, der ikke just huer Noah, hvorfor et face-off simrer under skjorteflippen på de to vidt forskellige alfahanner.
Havde du noget forhold til ’The Affair’, før du…
»Er du sindssyg, jeg er mega fan! Det har jeg været, siden den kom ud. Hvis der var nogen, der på forhånd havde spurgt mig, hvilken serie jeg helst ville medvirke i, havde ’The Affair’ været på min top tre sammen med ’Fargo’ og ’Better Call Saul’. Den er jo ikke så set som for eksempel ’Game of Thrones’, men den har et kultfølge, og så er den satme fedt skrevet.
Præmissen med at fortælle historien fra forskellige synsvinkler i hvert afsnit er så simpel, men det lukker op for enormt mange spændende tolkninger – og jeg fik et chok i fjerde sæson, da der pludselig kom et dobbeltafsnit med Alison (Ruth Wilson, red.), der viste karakterens splittede personlighed. Det var simpelthen så tragisk og fucking godt lavet.
Da jeg hørte pitchen til min rolle, gik der ikke mange sekunder, før jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg rigtigt gerne ville være med. Og eftersom jeg også kendte Dominic lidt i forvejen, tænkte jeg: ’Hold kæft, det bliver sjovt det her’«.
‘The Affair’ er din debut i det amerikanske serieland – var der nerver på settet?
»Da jeg kørte på arbejde den første morgen, var det med hjertet oppe i halsen. ’The Affair’ er et meget mættet univers, hvor alle karaktererne bærer en tung vægt for historien, og jeg kom ind som den nye dreng i klassen, der aldrig havde filmet noget i L.A. før. Så ja, det var sgu lidt nervesvigtende. Min første scene med Dominic var tilmed en lang snakkescene over adskillige minutter (der åbner sæsonen, red.), men serien er en meget velsmurt produktion, så jeg følte mig velkommen og tryg. Showrunneren Sarah Treem var på settet nærmest hver dag, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg var valgt af en grund, og at de var glade for, at jeg var der.
Jeg har aldrig prøvet den der hardcore forfatter-showrunner-model, hvor folkene bag serien er med på settet hele vejen, men der er en mega fed kreativitet omkring det, og de var lydhøre for input. Maura og Dominic kender jo nærmest deres karakterer bedre, end forfatterne gør, så hvis deres instinkt sagde dem, at karakteren agerede forkert, så lyttede forfatterne. Det skaber historiefortælling på et højt niveau«.
Toxic masculinity i gryden
I serien symboliserer Noah en dekonstruktion af usund amerikansk alfahan-maskulinitet, mens din rolle, Sasha, kommer ind som et mere moderne bud på en alfahan-modsætning i balance med sig selv og sine omgivelser…
»Ja, serien bliver ved med at kredse om det her begreb, toxic masculinity, og på et tidspunkt havde jeg også en replik til Noah om, at hans giftige maskulinitet ødelægger alt omkring ham. Men de endte med at give replikken til hans ekskone, Helen.
Det er interessant med den slags tematikker, for på selve optagedagen sidder jeg ikke og tænker, ’Nu skal jeg filme noget om giftig maskulinitet’. Jeg forholder mig udelukkende til at spille Sasha, der sidder og drikker en kop kaffe med Noah, og så er der nogle andre omkring os, der holder styr på, om vi under scenen får lavet nok mad til at sætte gryden med de store tematikker over. Hvis resultatet ender med at kommentere på begrebet giftig maskulinitet, så er det sjovt, men jeg går ikke ind i rollen med det som den primære hensigt.
Jeg tror, det var August Strindberg, der sagde: ’Alt politisk teater er noget lort, og alt teater er politisk’. Jeg laver ikke film eller serier med henblik på at ændre verden, men hvis du laver noget stærkt indhold, så vil det altid sige noget til verden. I 70’ernes politiske teater var der ingen gråzoner. Det blev så firkantet. Der var ikke plads til fortolkning eller fantasi, det handlede bare om at få bekræftet en tese, man havde på forhånd. Det her er meget anderledes, for i ’The Affair’ ved man aldrig, hvilken af karakterernes synsvinkler man kan stole på, så der må man stole på sig selv og vælge den side, man tror mest på. Derigennem kan man måske lære noget om sig selv for jeg bilder mig ind, at vi altid – uanset om vi ser actionfilm eller dramaserier – leder efter et glimt af genkendelse«.
Bliver du personligt påvirket af at arbejde med stof, der er så følelsesmæssigt intimt, som det er i ’The Affair’?
»Ja og nej. Jeg stiller jo mit følelsesapparat til rådighed for det, jeg laver, så for mig at se kan det ikke nytte noget, at jeg fortaber mig så meget i stoffet, at instruktøren ikke kan tale til mig mere. Jeg er nødt til at kunne være bøjelig og føjelig. Jeg har aldrig set mig selv som fortolker af en rolle, men mere som et klaver. Og jeg prøver at blive det bedste klaver eller violin eller hvad pokker, så man kan spille alt på mig.
På ’The Square’ lykkedes det Ruben at finde nogle tangenter på klaveret, som jeg slet ikke vidste, det havde, haha! Han arbejder med de her ekstremt lange takes og vil gerne udmatte sine skuespillere, så de giver slip på det billede, de selv måtte have af, hvordan karaktererne skal være. Under optagelserne var jeg så slidt, at jeg ikke kunne huske mit eget navn, når jeg gik hjem fra arbejde. Det er der, vi lever mest: når vi lige bliver trukket 10 procent ud over, hvad vi troede var vores grænse, og der er fuld blæs på alle orgelpiberne. En af mine agenter kaldte ’The Square’ ’det fucking bedste showreel, jeg nogensinde har set!’«.
Den nye Dracula på Netflix
Du spillede mindre roller i danske film og serier i årtier før det store internationale gennembrud i ’The Square’. I Sverige. Kan man undgå at føle en snert af bitterhed over den manglende interesse i hjemlandet?
»Man kan ikke bruge bitterhed til en fløjtende skid. Det kan jeg i hvert fald ikke bruge min tid på. Jeg går jo ikke rundt og synes, at jeg havde en lortekarriere før ’The Square’. Jeg har ikke lavet andet end at arbejde i 30 år, og jeg har lavet en masse fede ting, blandt andet også i Tyskland.
Det, der kan være underligt i forhold til den lavine af opmærksomhed, jeg har oplevet, er, at jeg jo ikke er en drastisk bedre skuespiller i dag, end jeg var for fem år siden. Jo, jeg har da udviklet mig, men den fyr, der gik til den første casting på ’The Square’, er også den fyr, du sidder overfor nu. Jeg føler mig ikke anderledes.
Succesen er et sammenrend af tilfældigheder: Hvis Ruben skulle have brugt en lyshåret, 25-årig gut, havde jeg slet ikke siddet her i dag. Vi er rigtig, rigtig mange skuespillere om buddet derude, og mange er enormt dygtige. Og så lige pludselig kan man være så heldig, at nogen finder præcis det, de skulle bruge i en. Det ville være at pisse på mig selv, hvis jeg sagde, at jeg var bitter«.
Der må næsten være kommet nogle danske tilbud siden ’The Square’, som…
»Det er der ikke«.
Er det rigtigt? Slet ikke?
»Nej«.
Det er overraskende.
»Ja. Jeg har været til en enkelt casting til noget, der er gået lidt i stå igen. Ellers, nej. Jeg prøver at lade være med at spekulere for meget over ’hvorfor’, for det er drænende, når man både er varen og sælgeren. Tidligere i min karriere har jeg nogle gange gået og tænkt: ’Gad vide, om jeg bare ikke var med til den der branchefest for dansk film, hvor alle andre var. Eller også var jeg der og blev så fuld og skæv, at jeg ragede på alt og alle og fik blackout og glemte alt om det. Har jeg gjort mig totalt utilbens? Gad vide om det er det, der er grunden til, at telefonen ikke ringer?!’. Men hvis man først begynder at gruble over, om der er noget galt med én, så bliver man sindssyg.
Jeg er bare glad for, hvor jeg er lige nu – her til efteråret skal jeg på filmfestivalen i Venedig med thrilleren ’The Burnt Orange Heresy’ med Donald Sutherland og Mick Jagger og på Telluride-festivalen med dramaet ’Lyrebird’ med Guy Pearce og Roland Møller. Og så går jeg i gang med optagelserne til en engelsksproget indiefilm i Frankrig om nogle uger«.
Og du er Dracula i en miniserie af samme navn for BBC One og Netflix!
»Ja! Jeg er lige blevet færdig med optagelserne, og det har været meget omfangsrigt og næsten større end ’The Square’. Vi har optaget tre afsnit, der hver er spillefilmlængde – samme format som ’Sherlock’-serien med Benedict Cumberbatch og skabt af samme bagmænd, Mark Gatiss og Steven Moffat. Det har været mega fedt og super tough, og serien er vel det første seriøse bud på en Dracula-filmatisering siden Francis Ford Coppola og Gary Oldmans ’Bram Stoker’s Dracula’ i 1992.
Ligesom Sarah Treem og Ruben Östlund er Moffat og Gatiss også gode til at give alle på settet fornemmelsen af, at man er tæt sammen om projektet. De er der hele tiden, og det føles personligt. Man ved, hvis ’barn’ serien er, og man kan lege med stoffet i fællesskab. Det tiltaler mig i højere grad end at sidde i en trailer i otte timer, komme ud, få en maskinpistol i hånden, tømme den ind i en bil og så ellers gå tilbage i min trailer igen.
Jeg har virkelig været ude af min normale comfort zone i horror- og fantasy-genren. Jeg spiller 500 år gammel, drikker folks blod, og alle ved jo, hvem Dracula er. Han er en fucking emoji! Hvis man skulle oversætte det til teater, er Dracula jo lige så ikonisk som Hamlet, og allerede da det første pressebillede fra serien kom ud, sad der Bram Stoker-aficionadoer og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke havde noget overskæg. Så jeg ved godt, at jeg skal være forberedt på lidt af hvert i forhold til fanhypen omkring karakteren«.
Tak for kaffen – hvad skal du resten af dagen?
»I de sidste ni måneder, hvor jeg har været afsted på optagelser, har jeg sammenlagt været hjemme en uges tid. Så nu vil jeg bare sidde i solen på min altan. Det er stadig her i København, jeg bor, og det er præcis, som det skal være«.
’The Affair’ sæson 5 får premiere 26. august på HBO Nordic. ’Dracula’ får premiere på Netflix i starten af 2020.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Den store debat om ’Mindhunter’ sæson 2