1. Pusha-T feat. Lauryn Hill ‘Coming Home’
Der er en rar retro-aura over dette samarbejde mellem veteranerne Pusha-T og Lauryn Hill. Det soulede nummer lyder lidt som en Kanye West-sang fra midt-00’erne, og sangen er da netop produceret af Kanye i samarbejde med sine vante kumpaner Charlie Heat og Mike Dean. Det er den anden Pusha-sang, vi har fået denne uge, så det kunne tyde på, at vi snart får en efterfølger til sidste års mesterlige ‘Daytona’.
2. Deb Never ‘Swimming’
Seattle-sangeren Deb Never fik for nylig en god dosis ekstra opmærksomhed, da hun optrådte på Brockhampton-sangen ‘No Halo’. Hun har netop udgivet ep’en ‘House on Wheels’, hvor man kan finde dette hypnotiserende, futuristiske r’n’b-track, der er produceret af Dylan Brady fra 100 Gecs.
3. Stepz ‘Cinco De Mayo’
For et par måneder siden solodebuterede MellemFingaMuziks Branco med det fremragende album ‘Baba Business’, og nu er duoens anden halvdel klar med sin første single i eget navn. ‘Cinco De Mayo’ er en varm banger om at være ramt af så meget stress og jag, at man har brug for at tage på ferie. Over et dansabelt latintrap-beat virker Stepz kølig og afklaret – på én gang alvorlig og karismatisk.
4. Tessa ‘Okay’
På Tessas anden single går det stadig med raketfart. Den Lille Høg-producerede sang er fyldt med attitude og pral, som kun de færreste danske rappere kan konkurrere med. Det er ikke uden grund, at hun kalder sig selv »den mest omtalte upcoming dansk hiphopdronning«.
5. Yung Gravy feat. Chief Keef & Y2K ‘Tampa Bay Bustdown’
Efter ‘Old Town Road’ har blandinger mellem country og rap fået helt ny medvind. Hvor Lil Nas X trækker på outlaw-country, blander Yung Gravy, Chief Keef og Y2K i stedet deres trap med bluegrass. Og det fungerer – den unikke cocktail er svær ikke at smile af.
6. Tool ‘7empest’
Tool har netop udgivet deres første album i 13 år, og sangene på ‘Fear Inoculum’ er meget lange. Den længste, ‘7empest’, kunne sagtens være den bedste. Det 15 minutter lange nummer bygger langsomt og elegant op til en hårdfør og ængstelig kompleksitet.
7. Dirt Bike ‘Roll In the Hay’
Førstesinglen fra Pardans-forsangeren Gustav Berntsens nye side/soloprojekt ligger meget langt fra den jazzede postpunk, som Pardans er kendt for. I stedet er det en countryklingende folksang, der med en rustik, landlig stemning emmer af både melankoli og inderlighed.
8. M.I.L.K. feat. Benny Sings ‘Prisoner’
Den kække ‘Prisoner’ er førstesinglen fra M.I.L.K.’s kommende debutalbum, og den er fyldt med den dejlige strandlige lyd, der kendetegner meget af M.I.L.K.’s lyd. Med sig har han den hollandske pianist og sangskriver Benny Sings, der blandt andet har samarbejdet med Rex Orange County – og den lystige lyd fra Sings’ klaver passer også da perfekt over for M.I.L.K.’s bløde vokal.