Ezra Furmans singer/songwriter-punk er sårbar og en kende rodet

Hvis vi medregner de tre album, Ezra Furman har lavet med The Harpoons, tæller hendes diskografi nu hele otte album, og kvalitetsmæssigt er den så konsekvent, at jeg oprigtigt undrer mig over, at hun endnu ikke er blevet et større navn i rockens verden.

Hvad end det er de Bob Dylan-klingende folksange fra debuten ‘Banging Down the Doors’, den mere bluesede retropop fra ‘Day of the Dog’ eller den skramlede lo-fi på den seneste ‘Transangelic Exodus’, er hendes sange rige på karakter, og uanset genren kan hun imponere som sangskriver.

På ‘Twelve Nudes’ fortsætter hun med den støjende retning – ja, hun har sågar kaldt det et punkalbum, omend der også er en del af den garagerock, der i nogle år har været til stede i hendes musik.

På tværs af alle de tidligere album ville jeg, trods de mange genrehop, altid beskrive Furman som en singer/songwriter. Hendes sange er tit rige på lyriske detaljer og personlig indsigt – og oftest har det været det, jeg har forelsket mig i. Så jeg undrer mig lidt over, at hun kaster sig over punk – en genre, der oftere bliver drevet af umiddelbare og spartanske følelsesudladninger end tænksomme overvejelser.

Svaret finder vi lige i albummets titel: ‘Twelve Nudes’. Selv om der mystisk nok blot er 11 sange, iscenesætter denne titel tracklisten som en serie af nøgenbilleder. Vi møder Furmans mest sårbare, ufiltrerede og hudløst ærlige jeg. Og det føles da også som et mere råt album end noget, hun tidligere har udgivet.

Hun er stadig en ganske begavet sangskriver. Især langsommere numre som ‘Evening Prayer aka Justice’, ‘Transition from Nowhere to Nowhere’ og ‘I Wanna Be Your Girlfriend’ er som snydt ud af hendes tidligere output, omend jeg synes den skramlede punkinstrumentation gør lyden meget ensartet på tværs af numrene.

Det er jo egentlig underligt, for den lo-fi-prægede forgænger ‘Transangelic Exodus’ er nok hendes sonisk mest eventyrlystne output nogensinde. Men der handlede det om, at selv om lyden ikke var poleret, var instrumentationen dynamisk, varieret og excentrisk. De langsommere numre på ‘Twelve Nudes’ ender derimod ofte med at føles som om, de egentlig kun har rodet punkinstrumentation, fordi resten af albummet har det.

På de mere rendyrkede punksange ser det anderledes ud. Instrumentationen er kreativ, velgennemtænkt og medrivende på numre som ‘Calm Down aka I Should Not Be Alone’, ‘Rated R Crusaders’ og ‘My Teeth Hurt’, og musikken understøtter den tumultøse stemning, Furman går efter.

Til tider – blandt andet på ‘Blown’ og ‘Rated R Crusaders’ – bliver det dog svært at høre, hvad hun synger, fordi hun er svøbt ind i så meget støj. Det virker som et ganske bevidst kunstnerisk valg, men det ender med at gøre albummet lidt ufokuseret. Eksempelvis er den meget lyrisk orienterede ‘I Wanna Be Your Girlfriend’ placeret midt mellem den råbende ‘Thermometer’ og den støjende ‘Blown’. Jeg føler, jeg bliver kylet hastigt frem og tilbage mellem situationer, hvor man får gribende lyrik serveret, og tidspunkter, hvor jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget skal give lyrikken opmærksomhed.

Der er nogle rigtig stærke sange hist og her på ‘Twelve Nudes’, men albummet føles meget som en fodnote i Furmans ellers formidable karriere. Hvis du ikke har hørt noget andet fra hende, vil jeg anbefale at tjekke bagkataloget ud – og måske vente med ‘Twelve Nudes’ til du er godt inde i hendes musik.

---

Kort sagt:
‘Twelve Nudes’ søger at forene Ezra Furmans status som singer/songwriter med et forsøg på noget rå, ufiltreret punk – det resulterer i nogle ganske fine stunder, men som helhed føles det som et knapt så essentielt værk i en ellers imponerende diskografi.