Sunday Service, ‘Jesus Is King’ og så videre. Ja, det er ikke fordi, det som sådan er en hemmelighed, at Kanye på en eller anden måde er blevet genfødt i sin tro. Og at kristendommen kommer til at spille en stor rolle på hans kommende album ‘Jesus Is King’, der udkommer 27. september.
Men rammerne omkring hele affæren er meget hemmelighedsfulde, næsten mystiske. Kanye West havde et vanvittigt 2018, der kulminerede med et besøg hos Donald Trump i Det Hvide Hus. Senere trak han sig fuldstændigt fra sociale medier og politik med ordene »Mine øjne er nu vidtåbne«. Er det her modreaktionen? En erkendelse af, at berømmelse, politik og sociale medier er djævlens værk, og at han nu skal fokusere på familien og de kristne værdier? Det kunne godt tyde på det.
I går var Chance the Rapper gæst hos Jimmy Kimmel, og her fortalte Chance om, hvordan Kanye har (gen)fundet kristendommen.
»Han er så hengiven lige nu. Han er meget velbevandret i Biblen nu her. Han har bare læst en masse«, fortæller Chance the Rapper, der selv er udtalt kristen.
»Lærer han passager udenad?«, spørger Kimmel.
»Det tror jeg. Han taler til mig som om, han han memoreret dem i årevis – men så vidt jeg ved, er der mange af de her ting, han først har lært fornylig«, fortæller Chance: »Han taler om, hvad det er, jeg tror på. Og det er, at Jesus er konge«.
Spørgsmålet bliver, hvordan Kanye kommer til at bruge kristendommen på albummet. Kommer der til at være et helligt gospelalbum med armene over hovedet hele vejen igennem, eller kommer Kanye til at bruge de kristne værdier til hårdkogt og selvransagende at gøre op med fortidens synder?
Vi venter i spænding. Se hele Chance-interviewet foroven, der også handler om børn og stand-up.
Læs også: Vi har (måske) afsløret hemmelighederne bag Kanye Wests kryptiske nye album