Vi har (måske) afsløret hemmelighederne bag Kanye Wests kryptiske nye album

Først postede Kim Kardashian et billede på Instagram, der blandt andet viste en trackliste og en titel. Så lagde Kanye West selvsamme billede op på sit officielle website. Vi har undersøgt, om det kryptiske fotografi gemmer hemmeligheden bag rapperens nye album, der (efter alt at dømme) skal hedde ’Jesus Is King’.
Vi har (måske) afsløret hemmelighederne bag Kanye Wests kryptiske nye album
Kanye West under Sunday Service på Coachella (Foto: Rich Fury/Getty Images)

På bordet ligger der en notesbog, hvor der står skrevet en titel (’Jesus Is King’) og hvad der ligner en trackliste på 12 sange. Mange af sangene har religiøse titler som ’God Is’, ’Sweet Jesus’ og ’Baptized’. Ved siden af kan vi se en mindre notesblok med korte sætningstumper, der ligner brudstykker af en salme. Der er også en opslået Bibel, et papir med en alternativ trackliste, en lommelygte og et såkaldt mason jar (et opbevaringsglas) med hvad der ligner citronvand.

Så vidt så konkret: Ovenstående er alle genstandene på det fotografi, som Kim Kardashian postede på Twitter sidste uge, og som Kanye West forleden lagde op på sit officielle website. Men hvad betyder de her objekter? Hvilken historie fortæller det her fotografi os om Kanye West – og om det kommende album, der med stor sikkerhed hedder ’Jesus Is King’? Det er de store spørgsmål bag billedet.

Lad os starte med det åbenlyse: Kanye West har vendt sig mod kristne tematikker og religiøse symboler. Rapperen, der for seks år siden udnævnte sig selv til Gud på ’Yeezus’, og som længe har teaset en ny udgivelse ved navn ’Yandhi’, lader til at have genfundet et mere menneskeligt perspektiv på det guddommelige.

Det tydeligste symbol er Bibelen. Den sætter en stor tyk streg under, at kristendommen er trådt ind centralt i Kanyes tænkning. Men mere konkret, så er den gode bog altså slået op på salme 57:6, der i de amerikanske bibler fremstår som følger:

»They spread a net for my feet—
I was bowed down in distress.
They dug a pit in my path—
but they have fallen into it themselves«.

Det er næppe tilfældigt, at Kanye har valgt netop dén passage. Den handler jo netop om, at fjendtlige magter forsøger at få den kristne til at snuble, men at det ikke lykkes: De onde magter graver i stedet deres egen grav.

Mon det her er en hilsen fra den kristne rapper til alle dem, der har kritiseret ham oven på de seneste års offentlige deroute? Kanye har i hvert fald alle dage set sig selv som en udvalgt, messiansk skikkelse med Gud og sin egen selvtillid på sin side – men med hele verden imod sig. Dén livsanskuelse er klart afspejlet i det valgte Bibel-citat.

Det tyder altså på, at Kanye også påberåber sig Gud som et værn mod sine fjender. Og det verdenssyn går igen på den lille notesblok ved siden af tracklisten, hvor der er sat en ring om følgende passage: »He will defend / and keep safe / all who call on his name«.

Det er en forlængelse af en Bibelpassage fra ’Paulus’ Brev til Romerne’, der i den amerikanske standardoversættelse lyder sådan her: »Everyone who calls on the name of the Lord will be saved«. Paulus er som bekendt en af Kanye Wests inspirationskilder, og (ifølge rapperen selv) manden, der gemmer sig bag ’Pablo’ i albumtitlen ’The Life of Pablo’. Dengang kaldte Kanye Paulus for »den mest magtfulde budbringer i det første århundrede«.

I sin omskrivning af Paulus-citatet er det selvfølgelig interessant, at Kanye har tilføjet ordet »defend« – et tydeligt tegn på, at han føler et behov for beskyttelse. Det samme sindelag kan man finde i løse ord, der er skrevet rundt om ovennævnte passage: »Protected / defiant against fear«, står der et sted, og et andet: »Slaying the demons / changing opinions«.

Og her når vi måske frem til noget, der peger fremad. For Guds beskyttelse er ikke mål i sig selv. Den er i stedet den sikkerhed, der gør det muligt for Kanye at udfordre samfundets status quo: At angribe (det, Kanye opfatter som) dæmoner og udfordre de herskende sandheder. Gud beskytter Kanye, så Kanye kan ændre verden.

Det lyder måske bombastisk – men det er netop den slags stor tankegang, Kanye lægger op til her. Ligesom Paulus var den vigtigste budbringer i det første århundrede, vil Chicago-kunstneren være det i det 21. århundrede. Den samme stort anlagte kristne åbenbaringstone finder vi også på tracklisten.

Det starter med ’Glade’ – et ord for en lysning i skoven, hvilket virker som en klar metafor for en form for åbning mod noget religiøst. Derefter kommer ’Garden’, sandsynligvis et fingerpeg mod Edens Have, samt ’Selah’, der er et hebraisk ord, hvis betydning er noget uklar – men som tit oversættes til noget i retning af »løft op« samt sættes i forbindelse med musik. Det kunne godt tænkes, at dén titel skulle sættes i forbindelse med gospelmusikken og dens »lift up«-budskaber, som Kanye har dyrket før.

Kanye West under Sunday Service på Coachella. (Foto: Rich Fury/Getty Images)

Længere nede på tracklisten er der titler som ’Baptized’, der selvfølgelig er en reference til dåben, og ’Wake the Dead’, der peger mod Lazarus-fortællingen. ’Water’ kunne handle både om helligt vand eller at gå på vand, ’Through The Valley’ er et Bibelcitat, og ’Sweet Jesus’ er… ja, det kan du nok selv regne ud.

Sigende nok finder vi hen mod slutningen også sangen ’Sunday’, hvilket muligvis peger mod Kanye Wests Sunday Service-seancer, hvor han de sidste mange søndage har holdt musikalske gudstjenester. Det virker sandsynligt, at netop de her ugentlige arrangementer har inspireret det her album. Med andre ord: En total omfavnelse af den gospeltendens, der altid har ligget latent i rapperens musik.

For ja, det kristne har selvfølgelig altid været en del af Kanye Wests udtryk. På hans allerførste album, ’The College Dropout’, kunne man finde ’Jesus Walks’, der selvsikkert påkaldte kristendommen, selv om det ikke var et nemt valg som rapper: »They say you can rap about anything, except for Jesus / that means guns, sex, lies, videotape / but if I rap about God my record won’t get played, huh?«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Siden er den kristne tematik kommet og gået lidt, men den har altid været til stede. Indtil ’The Life of Pablo’, hvor religion igen fyldte markant mere. Udover at titlen som nævnt refererer til Paulus, bød albummet på sange som ’Ultralight Beam’, hvor Kanye for alvor lukkede kirkemusikken ind i sit univers sammen med gospelsangeren Kirk Franklin. Og så var der ’Low Lights’, som er én lang spoken word-prædiken, der – igen – er baseret på Paulus’ Romerbrev.

Okay, der var også liderlige udbrud som ’Freestyle 4’ (»what if we fucked right in the middle of this motherfucking dinner table!?«), og siden har han også præsteret at præsentere singlen ’I Love It’ til et event hos pornositet Pornhub. Men ’Pablo’-albummet var alligevel startskuddet for et mere centralt fokus på kristendommen for Kanye.

Siden er det fokus mod religion blevet forstærket og har nået et nyt højdepunkt i form af Sunday Service, der kulminerede i en stort anlagt koncert på Coachella-festivalen, hvor Kanye stod på en bakke med et gospelkor og en række gæster og halvt prædikede halvt optrådte.

Alt tyder nu på, at den udvikling mod en specifik form for kristendom nu krystalliserer sig i albumform med ’Jesus Is King’. På mange måder føles det som et album, Kanye hele tiden har været på vej imod – måske er det derfor, at der ligger en lommelygte på bordet på fotografiet? Fordi han har ledt i mørket mod dette værk?

Det er selvfølgelig svært at sige præcis. Vi har jo trods alt kun fået et enkelt billede at forholde os til. Men meget tyder på, at Kanye skal til at udgive sit store kristne værk den 27. september. 15 år efter, at han trodsigt præsenterede verden for ’Jesus Walks’, virker det som om, Kanye vil fuldbyrde sin kristne mission – og samtidig måske også frelse sig selv.

PS.
Ja, okay, jeg ved godt, jeg mangler at skrive noget om, hvad citronen i glasset symboliserer på billedet. Måske noget a la »When God gives you lemons, make lemonade«? Måske hentyder det til citronvands rensende egenskaber, der skal gøre Kanye ren og modtagelig for det kristne budskab? Eller måske er Kanye bare med på helse-citronvand-bølgen, hvem ved?

Læs også: Kanye West interviewer Kim Kardashian: »Hvordan vidste du, at jeg var den rigtige for dig?«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af