Hvis du endnu ikke har hørt om Kim Petras, så er tiden i høj grad ved at være moden til, at du udvider din pophorisont. Den tyske stjerne er nemlig en del af det fremstormende kuld af hyperpop-artister, der også tæller blandt andre Sophie og Charli XCX, som Petras da også har arbejdet sammen med ved flere lejligheder.
Kim Petras er dog meget mere end blot et Charli XCX-feature, og nu har hun så annonceret sin første danske koncert nogensinde den 27. januar i Store Vega.
Koncerten er en del af turnéen ‘Clarity’, der er opkaldt efter sangerens debutalbum, som udkom i juni efter den noget utraditionelle strategi at udgive hele ni singler op til albumudgivelsen – heriblandt det dybfølte breakup-track ‘Broken’ og det, Petras selv kalder et ‘hoe-anthem’ i form af synthbangeren ‘Do Me’.
Kim Petras har tidligere ageret opvarmning for Troye Sivan på hans ‘Bloom’-turné og medvirker desuden på det nye ‘Charlies Angels’-soundtrack, der er kurateret af ingen ringere end Ariana Grande – det sker på nummeret ‘How It’s Done’, hvor Petras folder sig ud i selskab med Alma, Stefflon Don og Kash Doll.
Billetsalget starter 18. oktober via Ticketmaster.
Kim Petras (DE)
27. januar 2020
Store Vega
Billetpris: 260 kr.