Vil du gerne have et nyt Justin Bieber-album inden jul? Ja, så skal du altså ind på Instagram og drysse et like ud over popstjernens nyeste opslag.
Det er faktisk ret simpelt: »Hvis det her får 20 millioner likes vil Justin Bieber udgive et album inden jul«, står der på billedet.
»Del det, like det, post det i din story, jeg er nødt til at se efterspørgslen :) Jeg elsker, at I glæder jer til det! Jeg er næsten færdig, men jeres opbakning vil få mig til at arbejde hurtigere«, skriver Bieber som tekst til opslaget.
20 millioner likes er mange – sådan rekordmange. Men altså, billedet har fået 5,4 millioner af slagsen på ti timer, så måske det ikke er umuligt. Der er i hvert fald også fin opbakning fra diverse kendisser.
Folk som Juicy J, Kris Jenner, Jaden Smith og DJ Khaled har således kommenteret på billedet, mens diverse internetpersonligheder også har delt opfordringen i deres stories (hvilket Bieber så dokumenterer i sin story).
Justin Bieber teasede det nye album på Instagram tidligere i oktober, men er altså nu gået i fuld likehunter-mode for at finde den sidste motivation til at få det færdiggjort.
Læs også: Selena Gomez bearbejder Justin Bieber-breakup på to nye singler