Cloud Nothings

Jeg var parat til at hade Dylan Baldi, den 19-årige punkknøs der gemmer sig bag synonymet Cloud Nothings. Alene af den grund at Baldis snotnæsede og lo-fi-optagede punkpop minder mig Jay Reatards ditto, og han døde som bekendt for et år siden, og det er stadig pisseuretfærdigt og vildt sørgeligt, for Jay var ved gud et geni, og så gider jeg ærligt talt ikke nøjes med eller anden ligegyldig efterligning.

 

Nå, men det var alt sammen før, jeg sådan rigtig havde hørt Baldis nye album koncentreret igennem. For det var jo egentlig meget fedt, viste det sig. Okay, der bliver ikke opfundet nogen dybe tallerkner her. Det er guitar, trommer, en garage og en slidt båndoptager, der optager lortet.

Men Baldi kan alligevel et eller andet. Som Jay Reatard er han nemlig ikke bange for at lade sin følsomhed komme til udtryk. Der er en melankoli og en sensibilitet, som giver den ellers overfladiske punkpop dybde. Og så er han en ganske habil sangskriver og god til sloganagtige teksterstykker, der sætter sig fast hos lytteren.

 

Men først og fremmest er Dylan Baldi god til det med melodier. Man nynner med på skidtet allerede efter et par sekunder af hvert nummer. What you hear is what you get – fra første sekund. Der er ingen overraskelser. Numrene er korte og lige til sagen. Dylan Baldi er i det hele taget god nok, viser det sig. Og ham skal vi nok komme til at høre meget mere fra i fremtiden.