James Blake

Når de første toner af ‘Unluck’ åbner James Blakes selvbetitlede debutalbum, er det mest overraskende måske, at de umiskendeligt lyder som James Blake. Selv om den unge brite har gjort det til sit varemærke at spænde så vidt som muligt, indeholder nummeret den snært af indadvendt melankoli, der har været fællesnævner for alle hans projekter.

Har man fulgt Blake i løbet af det seneste halvandet år, virker albummet derfor nærmere som en kulmination på hans eksperimenter end som endnu en afstikker. Blake samler fortsat gerne en håndfuld inspirationskilder i ét nummer, men efterhånden er hans bagkatalog så alsidigt, at han får muligheden for at citere sig selv. Førnævnte ‘Unluck’ lyder for eksempel lidt som hans Harmonimix Lil Wayne-omrokering og lidt som vokalmanipulationerne på ‘The Bells Sketch’-ep’en. Blakes produktionstalent gør dog, at selv tydelige selvreferencer får nyt liv. Uanset om det er nedbarberet og klaverdrevet eller skævt og elektronisk, binder Blakes’ alsidige, soulede vokal og støvede synths numrene sammen.

‘James Blake’ handler altså mindre om produceren og mere om mennesket James Blake. Albummet er rigt på auto-tune og vokaleffekter, men Blake gemmer sig ikke bag sine maskiner. I steder bruger han dem til at nuancere sit udtryk som på ‘Measurements’, der på én gang er minutiøst konstrueret og ubeskriveligt smuk. James Blake har fundet sig selv i et udtryk med både kant og dybde, der bør vække misundelse både i og uden for mainstreamen.