’Les Misérables’: Eksplosivt Oscar-håb fra ghettoen vil skubbe til dit verdensbillede
En sjælden gang imellem sparker en debuterende instruktør dørene ind med et helstøbt værk, en unik stemme, et brændende budskab og den frenetiske energi, der ofte er forbeholdt debuter. Sådan en er Ladj Ly.
Hans eksplosive første film ’Les Misérables’, der vandt Juryens Pris i Cannes sidste år og nu er på nippet til en Oscar-nominering, er blevet kaldt en blanding af ’Training Day’ og ’La Haine’, men selvom slægtskabet er til at føle på, er Lys fortælling om gadeplansurolighederne i Paris-forstaden Montfermeil – der tager sit navn efter Victor Hugos kanoniske roman, som blev skrevet i de selvsamme gader – mindst lige så presserende og rå som nogensinde før.
Ly er selv opvokset i det socialt belastede nabolag, hvor han, siden han var 17 år, har filmet politifolkenes hårdhændede metoder – et projekt, der kulminerede i 2008, hvor Ly dokumenterede en politibetjent skyde en mand i håndjern med sit flashball-våben, hvilket resulterede i betjentens suspension og inspirerede hovedkonflikten i ’Les Misérables’.
At Ly har miljøet dybt inde under huden, mærker man hurtigt, når instruktøren udskifter billederne af et samlet Frankrig i kollektiv ekstase under landets VM-sejr i 2018 med den skinbarlige og benhårde virkelighed i det udsatte forstadsområde.
Som i ’Training Day’ bliver vi kastet ud på dybt vand, når vi følger den nyligt forflyttede politibetjent Stéphane (Damien Bonnard) over hans hektiske første arbejdsdag på patrulje med sine rutinerede makkere Chris (Alexis Manenti) og Gwada (Djibril Zonga).
Han ser måbende til, mens alfahannen Chris grænseoverskridende visiterer unge gymnasiepiger og omtaler samtlige folk på gaden som »omvandrende sikkerhedstrusler«. Det er et rendyrket kaos, men Chris og Gwada fastholder, at det er deres arbejde, der afholder gaderne fra at gå op i flammer, som det skete under virkelighedens opstande i Montfermeil i 2005, selvom man har svært ved at tro dem.
Da et suspekt, omrejsende cirkus bestående af tatoverede østeuropæere får stjålet deres løveunge, må trioen sætte hårdt mod hårdt for at forhindre områdets mange forskellige fraktioner i at ryge i totterne på hinanden.
Ly åbenbarer et mikrokosmos på kanten af samfundet, der ganske vist ligger et stenkast væk fra Macron og det franske parlament, men dårligt kunne være mere anderledes. Her udkæmper de pressede betjente lokalkonflikter, der udadtil syner ligegyldige – men opretholder de freden, eller forstærker de frygten?
Det er et spørgsmål, som filmen formår at nuancere, uden at den nogensinde taber pusten, når begivenhederne gradvist eskalerer i et adrenalinspark af en tour de force. Vi ser både, hvordan nabohjælp og gangstervirksomhed unægtelig er sammenvævet – perfekt illustreret ved »Borgmesteren« (Steve Tientcheu), der både hjælper ældre damer med at få deres indkøbskurve op i lejlighederne, når elevatorerne er brudt sammen, mens han passer sine lyssky aktiviteter ved siden af – og hvordan politiet er dømt til at fejle i et system gennemsyret af korruption og uden skyggen af medmenneskelighed.
Ladj Lys genistreg består i ikke kun at skildre de håbløse, daglige gadekampe råt for usødet, men i også at tage os med ind i karakterernes hjem og vise os, præcis hvad det er, der knuses, når samfundshierarkiets laveste konsekvent bliver trådt på, og en generation af afmægtige unge rejser sig og slår igen.
De sidste 30 minutter har ætset sig fast på min nethinde, siden jeg så filmen første gang, og blev kun stærkere ved gensyn. Man kan indvende, at Lys hyperrealisme overskygges af stor filmdramatik, men det er nu alligevel en stor oplevelse at se, hvordan instruktøren formår at balancere verdenssituationen lige nu på ét enkelt slutbillede.
’Les Misérables’ er en film, der kan og vil skubbe til dit verdensbillede, og dermed også en film, der potentielt kan ændre verden – præcis som da Ladj Ly fangede politivold på sit kamera for 12 år siden.
Kort sagt:
Den franske Oscar-kandidat ’Les Misérables’ kan meget vel være en af årets vigtigste film med sit kompromisløse blik på en eksplosiv dag i de parisiske forstæder.