Før premieren på HBO’s hitserie ‘Watchmen’ slog Damon Lindelof fast, at der var tale om én afsluttet sæson, nærmest som en miniserie, og at det så skulle være det. I podcasten ‘The Business’ nævnte han, at andre til gengæld var velkomne til at tage over og give deres bud på, hvordan man videreudvikler den klassiske graphic novel, som Lindelof af ren ærefrygt ikke ville tage patent på at skulle fortolke over mange sæsoner.
Siden blev serien en stor succes. Og den slags lægger selvfølgelig pres på for en sæson 2. ‘Big Little Lies’ var trods alt også en afsluttet miniserie, der aldrig ville kunne fortsættes – indtil den blev et fænomen.
Nu udtaler HBO-boss Casey Bloys, at der kun er én mand, som kan afgøre, om vi får en opfølger på de mange twists and turns i sæson 1.
»Hvor vi efterlod det med Damon var, at han tænker over, hvad han vil, og jeg følger bare efter ham«, sagde Bloys under et panel under konferencen TCA i Los Angeles. »Hvis han har en idé, han er tændt på, så er jeg også tændt; hvis han vil lave noget andet, så er det det, jeg vil«.
Med andre ord lyder det, som om HBO gerne leverer checken, hvis Lindelof vil fortsætte i ‘Watchmen’-universet, uanset om det er en direkte efterfølger på første sæson eller en ny enkeltstående sæson (det sidste er nok mest sandsynligt, kender man Lindelof ret).
Casey Bloys har svært ved at se for sig, at andre skulle overtage stafetten:
»Jeg synes, Damon gjorde et brilliant stykke arbejde. Det er så meget fra hans hjerne – jeg ved selvsagt, at der lå et forlæg til grund – men genopfindelsen og verdenen er så meget fra hans hjerne, at det er svært at forestille sig andre lave det. Ikke dermed sagt, at det ikke kan gøres, men lige nu giver jeg bare Damon den tid, han har brug for, til at tænke over, hvad han vil kreativt set næste gang«, sagde han under TCA.