Marissa Nadler

Efter udgivelsen af det fine ‘Little Hells’ i 2009 udløb Marissa Nadlers kontrakt med hendes pladeselskab. I stedet for at finde et nyt oprettede hun en Kickstarter-indsamling, og hendes nye og femte album er derfor udelukkende fan-finansieret.

Det moderne valg skyldes blandt andet ønsket om tage kontrollen tilbage. Man kunne indvende, at hendes udgivelser altid har virket ekstremt personlige, og stilmæssigt er der heller ikke meget nyt under solen på det nye, selvbetitlede album. Men gudskelov for det. Det ville ikke have været til at bære, hvis man skulle undvære hendes drømmende og gotiske folkunivers.

Omdrejningspunktet er stadig Nadlers simple guitarspil og de smukke, velskrevne sange om tunge emner som kærlighed og savn. Kernen er lige så tro mod sædvanen pakket ind i detaljerige, men aldrig påtrængende arrangementer, der levner plads til særligt trommer og lapsteel-guitarer og skaber en vægtløs, Mazzy Star-agtig stemning, der kun understreger Nadlers hårrejsende intense vokal, som da også, hvis man endelig skal lede efter sammenligninger, bringer minder om Hope Sandovals.
 
Udgangspunktet er altså folkgenren, men Nadler agerer i høj grad også dreampop-sangerinde og historiefortæller. På den måde er hun mere sin egen, end hun er en del af en bestemt scene. Ønsket om øget selvkontrol fortæller nok også mere om hendes kompromisløse insisteren på personlighed, end om hendes tidligere pladeselskaber.