’Collective’: Afslørende journalistisk samfundsthriller er et must-see

’Collective’: Afslørende journalistisk samfundsthriller er et must-see
'Collective'.

Forestil dig at bo i det europæiske land, der bruger færrest midler på sundhedsvæsnet. Bestemt ikke nogen rar tanke i disse tider. Men sådan er det at være rumæner i et nepotistisk og bundkorrupt system.

»Vores sundhedssystem er råddent!«, som forskellige rumænere gentager i Alexander Nanaus ’Collective’, hvor vi kommer helt ind bag murene og minutiøst med i processen i en journalistisk og politisk udgravende samfundsthriller.

Det hele starter 30. oktober 2015 til en metalkoncert på natklubben Colectiv i Bukarest. En pludselig brand opstår. Rædselsskrig og menneskekaos mod exit. Der er bare ingen branddør. 27 unge dør, og 180 såres. Ingen tager ansvar. Tragedien tænder for alvor en folkeoprørsk ild.

Protesterne lyder på, at spillestedet var overproppet og ikke brandsikret. Branden bliver et symptom på en samfundsstruktur, hvor man gennem alle led betaler og bestikker sig fra alting. Den socialdemokratiske ministerpræsident Victor Ponta går af 4. november. En teknokratisk regering får et år – frem til næste valg – til at give borgerne en tro på politiske autoriteter uden korrupte svinkeærinder.

Nanau kunne have gengivet den kendte hovedhistorie om den fatale brandsikkerhed, men gennem to rendyrkede idealister følger han i stedet et spor i sundhedssystemet. Et spor, der optrevler et patriarkat af mafiøse topfolk, som skummer fløden på andres dødelige brandsår.

For antallet af dødsofre efter branden på Colectiv vokser med 37 på hospitalerne. Hvordan er det muligt?

Den lille glammende terrier Catalin Tolontan dykker ned i sagen sammen med et dedikeret hold af journalister fra sportsavisen Gazeta Sporturilor. Det, de finder, er en lægebehandling, som ligger langt under den europæiske standard, regeringen påstår. Den er faktisk morderisk.

Morderisk, fordi 2000 af landets operationsstuer benytter et desinfektionsprodukt fra det private firma Hexi Pharma, som er fortyndet ti gange mere end det anbefalede og medvirker til den farligste bakteriespredning i Europa.

Vi er med til redaktionsmøder og til forfærdende afsløringer af en whistleblower, ser mobiloptagelser af en indlagt med levende mider i kraniet, er med ude og filme de korrupte bagmænd og med til de mange pressemøder og tv-debatter, hvor Catalin igen og igen går det afvisende sundhedsministerie på klingen.

Catalin er fascinerende at følge i sin journalistisk ukuelige sandhedssøgen. Han eksemplificerer ideen om den fjerde statsmagt med maksimen: »Når pressen bukker under for autoriterne, vil autoriterne mishandle borgerne«.

Under efterforskningen dumper nyheden ind om, at liget af Dan Condrea – gangsterkarikaturen bag Hexi Pharma – er fundet, brændt op i sin bil. Et centralt spor slutter brat.

Perspektivet glider nu over på den nye teknokratiske sundhedsminister og tidligere aktivist Vlad Voiculescu og hans uriaspost med at rode op i et ministerium, der ifølge ham består af »90 procent korrupte og demotiverede personer, der ikke giver en fuck for andre mennesker«.

Gennem Vlad får vi et indblik i, hvordan de rumænske hospitaler ledes af inkompetente, chauvinistiske mafiatyper, som tager millioner ud til sig selv, og hvordan sort pengecirkulation fører til et politisk pres, som kræver uforsvarlige lungetransplantationer i Rumænien mod Vlads vilje.

Både Vlad og Catalin kæmper folkets og brændofrenes sag, som den unge kvinde Tedy Ursuleanu bliver et arret symbol på. En beundringsværdig, men også uoverskuelig kamp i et system så forankret i et magthierarki af vennetjenester mellem midaldrende mænd, som landets store fiktionsinstruktør Cristian Mungiu også illustrerede med sin seneste film ’Prøven’.

Korruptionen råder stadig i Rumænien i 2020. Er Vlad og Catalins kamp og Nanaus dokumentar så nyttesløs? Det tror jeg ikke, det håber jeg ikke.

’Collective’ er i sin bredspektrede systemhudfletning et vigtigt indlæg og et must-see i opgøret mod politisk og social uretfærdighed verden over.


Kort sagt:
Ofrene for en forfærdelig brand på et rumænsk spillested bliver startskuddet for en fængslende og afslørende optrevling af et sygt og farligt sundhedsvæsen, der er et direkte produkt af en om muligt sygere samfundstop.

’Collective’. Film. Instruktion: Alexander Nanau. Spilletid: 109 min. Premiere: Kan ses på cphdox.dk frem til 5. april
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af