’The Kingmaker’: Stenrig førstedame fremstår som et monster i isnende og absurd portræt
‘The Kingmaker’ er et af den slags politikerportrætter (i familie med blandt andet ‘Weiner’ og ‘Dagbog fra midten’), hvor man undrer sig over den manglende selverkendelse, der får hovedpersonen til at stille op.
Jeg kan ikke finde ud af, om Filippinernes tidligere førstedame Imelda Marcos undervurderer sin portrættør, den amerikanske dokumentarist Lauren Greenfield, eller har en skjult dagsorden ved at fremstille sig selv som en opulent matriark, der holder fast i magten med næb og klør.
I hvert fald har hun på skræmmende vis formået at holde fast i det filippinske folks loyalitet. Selvom hun og hendes afdøde mand Præsident Ferdinand Marcos i 1986 måtte flygte ud af landet på grund af et folkeligt oprør efter 20 års diktatur, store dele under militær undtagelsestilstand, er det i dag lykkedes Imelda Marcos at vende tilbage til filippinsk politik. Således følger filmen hendes forsøg på at få sin søn, Ferdinand Marcos Jr., med det fjollede kælenavn ’Bongbong’, valgt som vicepræsident i 2016.
»Nogle gange hjælper det, at man ikke bliver taget så seriøst«, siger hun i filmen om sine relationer til de internationale ledere, som hendes mand sendte hende ud til, fordi han ikke selv turde forlade landet af frygt for et statskup. Senere i filmen fortæller hun, at hun altid klæder sig fint på ved sine besøg rundt i landet, fordi »de fattige altid leder efter en stjerne i mørket«.
I første halvdel af filmen giver Lauren Greenfield hende tilsyneladende frie tøjler til at fortælle sin version af historien – fra hun mødte Ferdinand Marcos som purung Miss Manila og lynhurtigt blev førstedame, gennemgik en depression over opmærksomheden og Ferdinands utroskab og ikke flygtede, men blev »kidnappet« til Hawaii i 1986, da folket protesterede over hans lyssky valgsejr og stormede paladset. Her fandt de blandt andet en kæmpemæssig skosamling, som er blevet symbolet på Marcos’ dekadence. Juvelerne nåede hun at smugle ud i sine børns bleer, fortæller hun stolt.
»I min tid var der ingen tiggere«, siger Marcos, mens hun kører rundt og uddeler pengesedler til fattige børn i Manilas gader og til kræftsyge patienter på hospitalet. Hun skruer 200 procent op for patos og selvmedlidenhed i et forsøg på at fremstå som den store landsmoder – Mette Frederiksen og Dronning Margrethe ville ikke få et ben til jorden i den konkurrence.
Imelda Marcos fremstår dog langt fra som en varm beskytter, men som et koldt, kynisk og korrupt menneske, som rigdom og magtfuldkommenhed har blottet for al realitetssans. Greenfield frotæller blandt andet historien om den eksotiske dyrepark, Marcos etablerede og i processen gjorde en stor gruppe mennesker hjemløse. I dag går girafferne rundt med sygdomme og deformationer som følge af misrøgt og indavl.
»Jeg savner pondussen ved at være førstedame«, sukker Marcos, selvom hun stadig opfører sig som en enehersker. Det er absurd at se hendes tjenende ånder springe og hoppe for hende. Hun ser end ikke op, da hun taber en billedramme, og der straks er en tjener, der løber ind med en fejekost.
Lauren Greenfield har både som fotograf og dokumentarist beskæftiget sig med rigdom og vanvidsforbrugerisme i årevis. Bedst formidlet i ‘The Queen of Versailles’ fra 2012 om et superrigt pars fald fra tinderne under finanskrisen og opsamlet i antologiværket ‘Generation Wealth’, der udkom som dokumentar i 2018, og som man indtil for nylig kunne opleve som fotoudstilling på Louisiana. Portrættet af dekadente Imelda Marcos, der spenderede landets penge på smykker, kunst, arkitektur og udenlandske bygninger, ligger i forlængelse af temaet.
Men hvor første halvdel af filmen har Greenfields sædvanlige mørkhumoristiske absurde tone, bliver anden halvdel anderledes alvorlig. Her udfolder instruktøren Marcos-parrets mørke fortid blandt andet gennem interviews med politiske aktivister, der fortæller om, hvordan de er blevet tortureret og voldtaget. Vi ser, hvordan skolebørn er hjernevasket til at svare, at krigsretstilstanden i 1970’erne var rigtig god for det filippinske folk. Og det løber én koldt ned ad ryggen, når menneskemængderne hjerteligt klapper af den genrejste Marcos-familie.
Kort sagt:
Filippinernes tidligere førstedame Imelda Marcos forsøger at iscenesætte sig selv som landets moder, men fremstår som et grådigt og magtfuldkomment monster i rutinerede Lauren Greenfields absurde og isnende portræt.