I 2006 skrev Ang Lees sjælfulde cowboydrama ‘Brokeback Mountain’ historie som mainstream-Hollywoods hidtil største filmfortælling om kærlighed mellem to mænd, spillet af datidens ombejlede young guns Heath Ledger og Jake Gyllenhaal.
Begge skuespillere blev Oscar-nominerede for deres præstationer – Ledger for bedste mandlige hovedrolle og Gyllenhaal for bedste mandlige birolle – men i et nyt interview med magasinet Another Man fortæller Gyllenhaal, at duoen også blev bedt om at være presenters ved uddelingen. Et tilbud, Ledger takkede blankt nej til fordi han ikke ville slå plat på ‘Brokeback’s homoromance.
»Jeg kan huske, at de ville lægge ud med en åbning, der jokede omkring det. Og Heath nægtede. Dengang var jeg lidt mere sådan, ‘Nå, okay…whatever’. Jeg havde indstillingen, ‘Det er bare for sjov’. Heath sagde, ‘Det er ikke en joke for mig – jeg vil ikke lave sjov med det’«, erindrer Gyllenhaal.
»Det var det, jeg elskede ved Heath. Han ville aldrig joke med sådan noget. Han sagde, ‘Nej. Det her handler om kærlighed’«.
Begge skuespillere måtte gå tomhændede fra Oscar-uddelingen, idet Ledger blev slået af Philip Seymour Hoffman for ‘Capote’ og Gyllenhaal tabte til George Clooney for ‘Syriana’.
‘Brokeback Mountain’, der ellers var anmeldernes klare favorit til at vinde for bedste film, blev forbigået til fordel for ‘Crash’ i en af de mest udskældte Oscar-sejre til dato. Dog vandt filmen for bedste instruktion, bedste adapterede manuskript og bedste score.
Sidste år fortalte Gyllenhaal på tv-showet Today, at ‘Brokeback’ var et vendepunkt i hans karriere: »Den åbnede en ton af døre. Det var helt vildt og fantastisk. Den definerede min karriere på så mange måder. Men filmen er større end mig…Den er ikke længere ‘vores’, den tilhører verden«.
Ledger og Gyllenhaal blev bedste venner under indspilningerne, mens førstnævnte mødte sin kommende kæreste, Michelle Williams, på settet. Gyllenhaal blev senere gudfar til Ledger og Williams’ datter.