»Hvis det ikke var udfordrende, interesserede det ham ikke. Han gik hele vejen – helt ud til kanten«.
Sådan siger musikeren Ben Harper om sin hedengangne ven i dokumentaren ’I am Heath Ledger’ fra 2017.
Efter 10 år i Hollywood stod Heath Ledger som 28-årig foran en skelsættende karrieremilepæl, da han pludselig døde, seks måneder før Christopher Nolans ’The Dark Knight’s fik premiere. Ledgers altoverskyggende og altopslugende rolle som Jokeren gav den australske skuespiller øjeblikkelig mytestatus og understregede det, mange allerede havde set i ’Monster’s Ball’, ’Brokeback Mountain’ og ’Candy’: Heath Ledgers imponerende method-skills havde filmhistoriepotentiale i hænderne på den rette instruktør. Men da pråsen endelig gik op for mainstream-Hollywood, var det for sent.
Det øjeblik, Heath Ledger ankom til La La Land fra Australien i slut-90’erne med surferkrøller, gylden tan og gavtyvegrin, fik han smækket filmbyens generiske pretty boy-mærkat i panden. Men ikke så snart havde det givet ham hans gennembrud i ungdomsfilmene ’10 Things I Hate About You’ og ’A Knight’s Tale’ (begge udmærkede), før Ledger slog sig tøjret for at bryde med det polerede image, der stod i skarp kontrast til karriereambitionerne.
Landsmændene Guy Pearce og den nye Hollywood-konge Russell Crowe havde i årene forinden været med til at fremelske brancherespekt for de hårdtarbejdende aussier, hvis hudløse dedikation til faget ekkoede 1970’ernes amerikanske ikoner a la Robert De Niro, Dustin Hoffman og Al Pacino. Giganter, hvis arv i Hollywood i højere grad blev efterstræbt af de metikuløst teaterskolede englændere (Daniel Day-Lewis, Christian Bale) end den yngre amerikanske skuespillergeneration, der med få undtagelser (deriblandt Leonardo DiCaprio, Sean Penn og Jared Leto) i stigende grad blev bedømt på stjernewattkarisma over old-school håndværk.
Heath Ledger ville method-vejen, men Hollywood tøvede. Tanken synes at have været, at charmetrolden var for pæn, for sympatisk og stadig havde for stort ungdomstække til, at det ville være økonomisk forsvarligt at lade ham forsvinde ind method-mørkets anderledes risky kunstneriske dybder på større produktioner.
I dag står Ledgers filmiske skæbne som monument over det moderne mainstream-Hollywoods originalitetskvælende insisteren på fortsat at forsøge at genrerubricere sine unge stjerner. Derigennem forpasses mange muligheder for at etablere morgendagens mindre medievillige eller publikumstækkelige stortalenter – dem, der ikke nødvendigvis magter eller lyster at bruge kendisfaktoren til simultant at sælge sig selv på den røde løber (hvilket hverken De Niro, Pacino og Day-Lewis i øvrigt blev tvunget til i sin tid).
Heath Ledger var aldrig tilpas i rollen som cirkushest foran pressens mikrofoner. Han ville bare arbejde. Det samme vil vor tids tidligere teenstjerner Robert Pattinson (endnu en klassisk trænet englænder) og Kristen Stewart, der begge forsøger at afryste sig karrierestigmaet fra kalkulerede markedsføringskampagner. Mens mindre bankable stortalenter som Caleb Landry Jones (‘Get Out’, ’Three Billboards Outside of Ebbing Missouri’) stadig venter på det brede gennembrud.
For hver indie-’Candy’ Heath Ledger efterstræbte, smed Hollywood en kommercielt leflende ’Casanova’ på bordet. Tovtrækkeriet var pinefuldt, men ’Brokeback Mountain’s anmelderroser og Oscar-nomineringer i 2005 gav Ledger vigtig kunstnerisk anciennitet på mainstreamscenen takket være den taiwanesiske auteur Ang Lees i Hollywood-regi epokegørende homodrama.
’The Dark Knight’ var næste stop mod kreativ frihed, om end pretty boy-imaget utroligt nok fortsat klæbede til stjernen i en grad, at der på mange fronter – blandt DC-fans såvel som anmeldere – herskede stor tvivl om, hvorvidt Ledger kunne løfte rollen og på nogen måde stå mål med Jack Nicholsons mindeværdige Joker fra Tim Burtons ’Batman’.
Presset var til at tage og føle på, og det er nærmest umuligt at forestille sig, at Ledger – som på det tidspunkt baksede med depression oven på skilsmissen fra Michelle Williams – ikke selv blev påvirket af de negative røster på et tidspunkt i sit liv, hvor han satte privatpersonen på standby og alt på ét method-bræt for at overbevise Hollywood og verden om, at han var opgaven værdig.
Så meget desto mere tragisk var det, at Ledger aldrig kom til at opleve eller høste frugten af den nært forstående succes.
Efter ’The Dark Knight’ og den medfølgende birolle-Oscar var Heath Ledgers karriere indtrådt i en ny fase. Skuespillerens appetit på at skubbe sit talents grænser gør det svært at gisne om, hvor han havde været i dag som 38-årig, men måske hans karriereeksempel havde inspireret Hollywood til i højere grad at nurse de kommercielt kontroversielle talenter med henblik på at diversificere mainstreamkunstens facetter over for franchisefilmenes dominans.
Filmverdenen savner dig, Heath Ledger. Og det gør vi også.
Læs også: ’Manhunt: Unabomber’ giver ’Mindhunter’ baghjul på morderens psykologiske profil