Subtle

Et af sidste års bedste, hvis ikke det bedste, alternative hiphop-album ‘No Hero: for Fool’ af Subtle er blevet remixet. Normalt er den slags ofte en uinspireret samling sange, der ikke har meget med hinanden at gøre, og hvis formål er at skabe club-hits.

Men Subtle har grebet sagen ganske anderledes an og valgt at genfortolke sine egne numre med hjælp fra gæster fra blandt andet TV on the Radio, The Notwist, Wolf Parade og Hood. Det er der kommet et (næsten) nyt, ni numre og 40 minutter langt album ud af. Dog kan man godt høre, at det meste af arbejdet er foregået bag mixerpulten frem for bag instrumenterne, hvor Subtle, modsat mange andre hiphop-grupper, primært befinder sig. Det meste af den organiske lyd fra deres kobling af hiphop og indierock, er blevet erstattet af en næsten industriel lyd på rytmerne, der er drevet til det yderste, så de flaprer af teknisk overload. Derimellem hakker og flyder syntheziserens muligheder mellem andet elektronisk fnidder.

Melodier, afveksling og Subtle-rapperen Doseones karakteristiske, prototypiske nørdevokal dominerer stadig sangene, men de er blevet fornemt omfortolket ved hjælp af gæsternes personlige indslag. Så det faktisk er lidt synd, hvis albummet bare bliver forkastet som endnu et remix-album. Det har en del mere at tilbyde.

Subtle. 'Yell & Ice'. Album. Lex/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af