Tony Sopranos himself, James Gandolfini, er stadig inderligt savnet. Han døde som blot 51-årig i 2013, men der bliver stadig bygget nye etager på myten om ham.
Senest i Joe Rogans podcast, hvor de to ‘Sopranos’-skuespillere Michael Imperioli (Christopher i serien) og Steve Schirripa (Bobby Bacala) forleden var på besøg.
Her mindedes Schirripa dengang, James Gandolfini truede med at tæve Harvey Weinstein gul og blå – vel at mærke på et tidspunkt, hvor Weinstein stadig var en af filmbranchens absolutte konger.
Forhistorien er, at Gandolfini altid nægtede at medvirke i late night-talkshows, når han skulle promovere sine film. Således også i forbindelse med Andrew Dominiks fremragende ‘Killing Them Softly’ fra 2012, som Weinstein producerede.
Schirripa fortæller:
»Han (Gandolfini, red.) sagde: ‘Harvey Weinstein bliver ved med at ringe, han vil have mig til at være med hos Letterman, og jeg sagde nej’. Og han blev fucking nasty med Jim. Og Jim sagde: ‘Jeg tæver Harvey Weinstein sønder og sammen (beat the fuck out of him, red.)! For de penge, han betalte mig, gør jeg det fucking ikke. Jeg sværger’«, refererer Sopranos-kollegaen sin stjernekollegas resolutte reaktion mod den i dag detroniserede filmmogul.
Og hvordan det endte? James Gandolfini stillede ikke op til Letterman.