6ix9ines karriere har det bedre end nogensinde, siden han er blevet løsladt fra fængsel. Det har tydeligvis ikke skadet New York-rapperens kommercielle appel, at han har samarbejdet med myndighederne om at få sine tidligere bandevenner dømt til lange fængselsdomme.
Men det var alligevel de færreste, der troede, at Tekashi ville turde tage tilbage til New Yorks gader, nu hvor det er almen viden, at han har samarbejdet med politiet. Ikke desto mindre er det præcis det, han har gjort i musikvideoen til sin nye single ‘Punani’.
Her poserer rapperen med pengestakke midt i Brooklyn-bydelen, hvor mange ellers troede, han havde for mange fjender til at turde blive set. Han kører også over en bro på køleren af en sportsbil. Og så er han på McDonalds, hvor han får en kaffe.
»Han kan ikke gå udenfor«, skriver 6ix9ine sarkastisk på Instagram og tilføjer en masse grinende emojis. »Han kan ikke opholde sig i Brooklyn«. Dén teori har han i hvert fald modbevist.
Videoen kan ses på Youtube, hvis du har Premium-abonnement. Ellers kan sangen streames på alle tjenester, og du kan se et klip fra den via 6ix9ines Instagram i opslaget foroven.