Vashti Bunyan
I manges bevidsthed er Vashti Bunyan ‘bare’ hende, der sang på en Animal Collective-ep. Det er synd. Men med udgivelsen af ‘Some Things Just Sticks in Your Mind’, en dobbelt-cd, hvor den første skive indeholder 13 sange fra Bunyans første to singler, tre uudgivne singler og et par demoer, mens den anden indeholder 12 sange fra et bånd med hendes allerførste studieoptagelser fra 1964, så vil flere, hvis der eller findes retfærdighed i verden, få øjnene op for hendes solokarriere.
Her får vi nemlig 25 simple, men velskrevne og hudløst ærlige sange, der hele tiden balancerer charmerende og elegant rundt på grænsen mellem pop og folk, leveret på den helt rigtige formel. Den minimalistiske instrumentering, der for mange sanges vedkommende udelukkende består af enkle, afdæmpede guitarakkorder giver nemlig lige præcis den plads, Bunyans fantastiske, men spinkle stemme behøver.
Når man får det serveret på den måde, er det nok de færreste, der helt kan sige sig fri for gåsehud, når en kun nittenårig Bunyan erklærer: »I don’t know what love is / I can’t say what it is that makes me fell this way / But when I look at you it’s then I know / That I could follow you wherever you go«.
Nu er det som bekendt så som så med retfærdigheden her i verden, men hvem ved. Måske Animal Collective engang bliver kendt som dem, der engang indspillede med Vashti Bunyan.