Common

»Some people say that they’ve be missing creativity/but when it comes to hiphop it begins and ends with me«, afslutter Common sit ego-blær på ’Sweet’. Selvom nyeste epos fra Mr. Chi-Town ikke er karrierens mest kreative, så har hans elegante take på hiphoppen absolut været savnet. På ’The Dreamer/The Believer’ er Commom tilbage i helt klassisk stil, og det er en nydelse på et langt højere niveau end, hvad de fleste andre populære amerikanske rappere kan præstere i øjeblikket.

Albumtitlen og åbningsnummeret ’The Dreamer’ kunne godt indikere, at man her ville blive spist af med 50 minutters svælgen i den tabte amerikanske (sorte) drøm. Men det bliver heldigvis holdt i passende doser, bortset fra de sidste fem minutters obligatoriske rablen fra farmand Lonnie. Til gengæld er ’The Believer’ med John Legend på storladent omkvæd et temmelig rørende og selvkritisk bud på, hvad der er galt med verden i dag, og hvordan, vi kan komme videre.

Det er dog befriende, at der stadig er plads til historier om strippere, fester og generel selvfedhed – kort sagt, Common classic. Det klassiske udtryk skyldes ikke bare de lyriske temaer, men skal i høj grad også krediteres produceren No I.D.. Gamle venner har fundet sammen igen, og sød musik funderet på en varm, soulet og kun en anelse syntetisk lyd, er opstået. Det er særdeles behageligt selskab, men ikke noget, der tilføjer nye facetter til hverken Commons eller hiphoppens annaler.

Common. 'The Dreamer/The Believer'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af