Rangleklods
Endnu en lille efterårssnack er landet på den danske popscene. Rangleklods har flittigt spillet til festivaler i løbet af sommeren. Nu har den unge dansker (født Esben Andersen) udgivet en ep, der bekræfter hans evner som beatmager.
Åbningsnummeret ‘Behaviour’, der velfortjent var Top Track her på siden, har en solidt fængende bas. Rytmen er rolig og spændingsfyldt, melodierne klare og velfunderede i nummerets stemning. Mødet mellem den deephouse-agtige produktion og Esben Andersens poppede sang virker indlysende. Hans stemme er dyb og sexet på en kontrolleret og ærlig, men også genert facon.
Læs også: Hør Top Track med Rangleklods
På ep’ens to øvrige numre bliver den blanding desværre lidt for domineret af den tilbageholdende kontrol. Måske delvist på grund af melodierne, der ikke er fyldige nok. Man får lyst til at foreslå Rangleklods at overveje, om ‘Home’ og ‘Young and Dumb’ kunne omtænkes til blot et enkelt, mere stærkt track.
Derudover er det ikke alle beslutninger i produktionerne, som er lige indlysende. Det stærkeste øjeblik i ‘Home’ er det rytmiske og stemningsfulde skift små to minutter inde. Men det er som om Rangleklods ikke får udnyttet det nok. Den wobble-bas, der senere gør sin entre, får tilgengæld en del plads, men virker uopfindsom. Det er fedt, at produktionen gennemgår flere faser, men de er ikke alle intense nok til at bære en klar og konsistent kontinuitet.