‘The King of Staten Island’: Komikeren Pete Davidson er for belastende i Judd Apatows lange drama
Judd Apatows første spillefilm i fem år har som altid en umoden figur i centrum – denne gang en belastende en af slagsen, der opfører sig helt urimeligt over for næsten alle omkring sig.
Scott Carlin (Pete Davidson), der ryger for meget hash og stadig bor hjemme, selvom han er 24 år gammel, drømmer om at åbne en restaurant, hvor han kan tatovere gæsterne, men da hans søster (Maude Apatow) starter på college, og hans mor (Marisa Tomei) møder en ny mand (Bill Burr) for første gang siden faderens død, bliver det en stor omvæltning i hans liv.
I filmens klart sjoveste scene nægter Scotts venner, der med én enkelt undtagelse er mindst lige så store douchebags som ham selv, pure at blive tatoveret mere af ham. Og da deres kroppe allerede er blevet skæmmet af Scotts diverse håbløse motiver, hvoraf hovedprisen går til en kat med en navle som røvhul, forstår man dem godt.
Både Davidson og Burr er standupkomikere, men selvom ‘The King of Staten Island’ indeholder nogle håndfulde humoristiske indslag, er filmen snarere et drama end en rendyrket komedie. Det noget ufokuserede manuskript, der, uden at få skovlen ordentligt under nogen af temaerne, kredser om arv, miljø og sorgbearbejdelse, er baseret på Pete Davidsons eget liv. Hans far var brandmand og døde i forbindelse med 9/11, og meget af filmens plot er bygget op omkring Scotts ønske om at få mere at vide om faderen, der her er omkommet under en almindelig udrykning 17 år forinden.
Bill Burr og Steve Buscemi (i en mindre rolle) er rigtig gode som henholdsvis den nye stedfar og dennes aldrende chef, der har kendt Scotts far, men skildringen af den utilpassede unge mands nyfundne fællesskabsfølelse på den lokale brandstation er mere klæg og rutinepræget end Apatows to første – og stadig bedste – film, ‘The 40-Year-Old Virgin’ og ‘Knocked Up’.
Apatows karakteristiske hjertevarme udebliver ikke helt, eksempelvis i scenerne mellem Scott og barndomsveninden Kelsey (Bel Powley fra ‘The Diary of a Teenage Girl’), som ikke kan få ham til at tage hendes kærlighed seriøst, men den indtræffer kun sparsomt i filmens unødvendigt lange spilletid.
Kort sagt:
Pete Davidsons aparte og ofte grænseløst usympatiske hovedkarakter gør den potentielt vedkommende historie i ‘The King of Staten Island’ svær at relatere til.