Forrige weekend så vi Justin Bieber krænge sin sjæl ud i ‘Saturday Night Live’, hvor han optrådte med sine to nyeste singler: ‘Holy’ og Benny Blanco-samarbejdet ‘Lonely’.
Sidstnævnte blev oprindeligt lanceret med en melankolsk musikvideo, der reflekterer over presset ved at være barnestjerne, men nu har ‘Lonely’ fået en endnu mere intim behandling.
Der er nemlig landet en akustisk video, hvor vi ser Blanco på klaver side om side med Bieber, der på nedbarberet vis går dybsindigt ind i teksten og næsten synger ind i mikrofonen, som var det en dagbog.
Her virker nummeret endnu mere nært, når Bieber med lukkede øjne synger »’cause I’ve had everything / but no one’s listening / that’s just fucking lonely«.