Det er efterhånden 16 år siden, at Johnny Depp og Tim Burton pustede nyt psykedelisk liv i børnebogsforfatteren Roald Dahls ‘Charlie og Chokoladefabrikken’.
Så per Hollywood logik er tiden naturligvis mere end moden til en genfortolkning af alletiders mest foruroligende slikmagnats lettere sadistiske chokolade-hunger games.
Tidligere forlød det, at Warner Bros., der står bag filmen, havde Ryan Gosling og Donald Glover i tankerne som potentielle Willy’s, men ifølge branchemediet Collider, er søgelyset nu i stedet rettet mod to af Hollywoods største yngre stjerner:
Tom Holland og Timothée Chalamet.
Førstnævnte er som bekendt allerede en garvet herre udi blockbuster-formatet qua sin ‘Spider-Man’-rolle, mens Chalamet indtil videre fortrinsvis har begået sig i indiegenren. Men med ‘Dune’-filmatiseringen lurende forude, står ‘Call Me By Your Name’-skuespilleren også på spring til at erobre det kommercielle Hollywood.
Den nye Willy Wonka-film har slet og ret fået titlen ‘Wonka’ og instrueres af ‘Paddington’s Paul King, som om nogen har et solidt greb om finurlige børnefilmsuniverser med underliggende satirisk voksentække.
Biografpremieren er allerede sat til 17. marts 2023, hvorfor hovedrollen formentlig besættes endeligt i allernærmeste fremtid.
May the best man win!