Daniel Johnston & Jack Medicine
Han er kendt for hverken at kunne synge eller spille ordentligt, produktionen har oftest været nærmest fraværende, og da pladebranchen begyndte at få øjnene op for lo-fi-fænomenets potentiale, var det med grove forsøg på kommerciel udnyttelse af den maniodepressive Johnstons psykiske kamp til følge.
Johnstons star quality er til at overse, men det er også på ‘The Electric Ghost’ en del af charmen, og så opvejer de uforskammet gode sange manglen på tekniske færdigheder endnu engang. På albummet har Johnston samarbejdet med sin tourmaneger og gode ven Don ‘Jack Medicine’ Goede, der har taget Johnstons i hånden og poleret udtrykket en del. Produktionen er simpel, men nydelig, og der synges sjældent direkte falskt. Heldigvis er det ikke sket på bekostning af Johnstons charme, og den hudløse umiddelbarhed i tekster såvel som stemmeføring er intakt. Han er stadig sig selv på godt og ondt.
Grundet sygdommen er det ikke altid nemt at være Johnston, men på mange måder synes hans verden mere enkel. Tegneserietemaet på det dejligt uprætentiøse cover er ikke tilfældigt, for Goede og Johnston befinder sig vitterligt i et tegneserieunivers, hvor emner som venskab, kærlighed og ‘scary monsters’ alle har sin berettigelse og behandles med en næsten barnlig, naiv oprigtighed. Og ja, så er der lige popperlerne, som for eksempel ‘Pain in My Heart’. Det er svært ikke at elske Goede og Johnston.